Bye bye Vietnam

Tro det, eller la’ være…

Loch Ness har sin Nessy, Himalaya har sin uhyggelige Yeti, og Hanoi har en sø med en kæmpe skildpadde. Og tro det, eller la’ være: Wybke og jeg har set den store padde. Her til formiddag, mens børnene var på hotellet for at lege og læse, gik vi en tur rundt om Hanois centrale sø. 10 meter fra bredden ude i vandet lå noget, der lignede en stor sten. Men lige pludselig blev "stenen" overskyllet af vand. Det kan jo ikke lade sig gøre, når vandet står fuldstændigt blankt. Og så så vi hovedet og det store skjold. Skildpadden!!! Vi kiggede på den i et par minutter. Nogle få andre forbipasserende så den også. Vi havde ikke noget kamera, så vi kan ikke bevise noget. Men det store dyr var det. Myten er ikke nogen myte. Og dem, der er så heldige at se skildpadden, loves evig lykke. Så ved I det.
Ellers er vores Vietnam-ophold ved at være ved vejs ende. I morgen kl. 6 går turen til lufthavnen og herfra først til Kuala Lumpur og så videre til Bali. Den sidste uge her i Vietnam og Hanoi har vi bl.a. benyttet til omfattende indkøb (Lotte – din fødselsdagsgave er købt!!!) samt på en tre dages tur til Halong Bay. (Her mødte Wybke to forhenværende elever fra 10.Vest!) Bugten med de 1969 øer regnes for et af verdens syv naturvidundere der er under UNESCO’s beskyttelse. Lige nu kører en mail-afstemning om at gøre Halong Bay til verdens mest attraktive natursted. Vi vil gerne støtte ansøgningen, dog først efter at de gode vietnamesere får styr på affaldssituationen. Faktisk driver der med ragelse i det ellers krystalblå vand. Bugten og øerne er fantastiske. Vi var på en tre dages tur med fuld forplejning, kajaktur, trekking (Lukas faldt og slog knæet) samt overnatning om bord. Tre dejlige dage, selv om den første foregik i tyk tåge. Der kunne vi lige så godt været sejlet mellem Rømø og Sild på en trist regnvejrsdag. Da vi vågnede næste morgen, pippede solen frem.
Nu er vi tilbage i Hanoi. Her kan man gå shop-amok, for der er virkelig billigt. Desuden har vi været ude for at hilse på gamle Ho Chi Minch, der ligger med sit lange hvide skæg i sit mausoleum. Køen foran var på flere hundrede meter. Alle 10 meter stod en vagt der vogtede nidkært over, at der ikke blev grinet, at ingen havde hænderne i lommerne og ingen havde smuglet et kamera med ind. Det havde vi, men vi benyttede det ikke.
Hanoi er nok den travleste og mest larmende by, vi nogensinde har været i. Hver gang man krydser en vej – og det gør man tit – er det lidt med helbredet som indsats. Man skal have øjne i nakken, på fødderne, foran og til alle sider. Man krydser ikke vejen uden at mærke luftsuset af en knallert eller bil. Indtil videre er vi sluppet uden skrammer.
Vi bor på et dejligt hotel midt inde i den gamle bydel, hvor der er larm lige fra morgenstunden. Senest kl. 7.15, når der tændes for radioen fra store højtalere i alle byens gader, er alle på benene.
Vietnam har været dejligt at rejse i. Landet har gennemlevet en enorm udvikling siden vi var her for 16 år siden. Men ude på landet er det stadig et meget "oprindeligt" land, og det er ubeskriveligt smukt. Prismæssigt er det stadig meget gunstigt. Et godt hotelværelse til os fire koster typisk 175 kr, og et aftensmåltid (for alle fire) kan fås for under 100 kr.
Vi har lige tjekket vores "triptæller". Rundt regnet har vi siden Bangkok i januar rejst godt 3000 km i bus på landevejene. I morgen venter et fly. Det bliver en dejlig – og en behagelig – afveksling.
Som en lille krølle på en rigtig god måned mødte vi på vores hotel en dansk familie fra Frederiksberg. De var ude at rejse med deres to piger på 5 og 7 år. I dag skulle de hjem. Sofia så et øjeblik ud, som om hun gerne ville med.

Liebe Freunde,
31 Tage in Vietnam neigen sich dem Ende entgegen. Morgen früh wartet ein Air Asia-Flieger und Bali auf uns. Seit Bangkok haben wir nu 3000 Kilometer pr. Landstrasse zurückgelegt. Vietnam ist nach wie vor ein tolles Land, obwohl es sich exstrem verändert im Vergleich zu 1993, als wir das erste mal hier waren
. Im Laufe der letzten Tagen machten wir eine drei-tägige Exkursion zur Halong Bay. 1969 kleine Inseln verteilt über eine malerische Bucht. Der erste Tag verschwand zwar völlig im Nebel, aber wir wurden tags darauf reichleich entschädigt.
Die letzten paar Tage haben wir in Hanoi zugebracht. Etwas Aufbruchstimmung machte sich breit. Die Kinder haben mehr oder wenig fleissig Schularbeiten gemacht, wir haben Ho Ch Minch in seinem Mausoleum besucht, und natürlich auch Souvenier-Einkäufe gemacht. Vietnam ist immer noch ekstrem günstig was Kunsthandwerk etc. angeht.
Der Höhepunkt unserer Hanoi-Tage konnte allerdings keiner Voraussagen. Einer Sage zufolge leben in Hanois zentralem See eine oder mehrere grosse Schildkröten. Und es gibt sie wirklich. Heute vormittag, als die Kinder im Hotel geblieben waren, wanderten Wybke und ich den See entlang. Zuerst dachten wir, es handelte sich um einen grossen Stein. Aber dann wurde der Stein plötzlich von dem stillstehendem Wasser überspült. Dann wurde uns klar, der Stein ist kein Stein, sondern ein Schildkrötenpanzer. Und da war sie tatsächlich. Eine vielleicht 1-1,5 meter lange Schildkröte mit einem grossen Kopf. Etwa 10 meter von uns entfernt schwamm sie seelenruhig eine Runde. Wir haben keine Kamera da bei. Sorry. Man sagt, dass denjenigen, die die Schildkröte sehen, eviges Glück beschieden ist. Dass muss jetzt für uns gelten.
Die Glücklichen lassen hiermit grüssen.
Wir melden uns aus Indonesien wieder.
Beste Grüsse
Sofia, Lukas, Wybke und Uwe

Dear friends,
this will be the last letter from Vietnam as we will be leaving Hanoi tomorow morning and will be on Bali in the evening. It will be a change to fly as we have traveled from Bangkok over Cambodia to Hanoi by bus – 3000 km.
It has been a good time here in Vietnam. Most of the people have been very friendly, the food is very good and cheap and there are a lot of things one can buy. It is even cheap to ship souvenirs home as we have done.
Something very special happened today! The kids stayed at the hotel-they wanted to play cards and didn’t want to join us to the boring postoffice. So Uwe and I walked around the lake. There is a legend that many hundred years ago a huge tortoise came out of the lake to take a sword from the emporer. In 1969 and in 2000 two huge turtles have been seen – 2,5 meters long. And yes, we saw one!!! First we thought it was a stone but then we came closer and very close to the shore this big head looked up! It was amazing! Only a few others were watching the slow movements of the big, old turtle and nobody pointed or said anything.
It is said that when you do see one you will be so fortunate to have luck your entire life!!
Well, doesn’t that sound very good!!
A few days ago we had a trip to Halong Bay. One night on a junk (asian boat made of wood. Sofia saw the name on the boat and exclaimed: are we going on Imperial Junk?!!!) and the other night on Cat Ba island. It was very "touristy" and the amount of boats in the harbour was enormous. Sixteen years ago we were a few people on a very old boat and nobody else around. It has changed!! It was a day of fog so we couldn´t really enjoy the fantastic view as one can see on postcards (wonder when they take those as it’s always foggy in Halong Bay) Anyway, the company was good and we enjoyed that.
We had short climb up some mountains the next day-it was hot and steep and we were sweating like pigs but this was also very good.
The world is very small, though. Having arrived at the harbour, Wybke met 2 of her former pupils from 10.vest. Crazy!!
We have also met a very nice Danish family here at the hotel. We just waved goodbye today as they were going home-Sofia looked as if she wanted to join them! But maybe she will enjoy Bali!
Lots of thoughts and hugs to you all

Hallo til Hue og Hanoi

Kære venner,

Siden sidst har vi bevæget os godt 1000 km nordpå. Vi er nu i Vietnams hovedstad Hanoi, som er en fascinerende og forvirrende by med dyttende knallerter over det hele. Vi bor i byens ældgamle kvarter i den gade, hvor alle sølv- og guldsmede holder til. Det er noget mere tiltalende end at bo hos slagterne eller andre mere lugtende erhverv.

Vi kom til Hanoi fra den gamle kejserby Hue. Det tog lige 14 timer i natbus. Børnene sov trygt i overs vores sovebus, mens vi voksne kiggede huller i luften.

I Hue var det tid til at kigge på gamle sten og bygninger. Byens citadel er Verdens Kulturarv, og selv Lukas og Sofia fandt den lidt interessant. En dag lejede vi cykler og tog ud til nogle af de gamle herskeres sommer- og relaxresidenser. Det er stadig helt uforståeligt, i hvilken afskærmet luksus disse mennesker har levet, mens de almindelige mennesker levede i dyb, dyb armod.

I Hanoi har de stadig en altoverskyggende hersker, nemlig gode gamle Uncel Ho. Ho Chi Minh er stadig det helt store nummer, selv om han som kommunist var ateist, så bliver han nærmest forgudet. I en af de kommende dage skal vi besøge hans lig og mausoleum. Det glæder specielt Sofia sig til.

I dag var vi på ”hjemmelavet” sightseeing. Det foregik på cyclo, altså de der gamle cykler, hvor vi stinkerige europæere sidder foran, og en mand på alder med børnenes bedstefar træder i pedalerne. Vi har endda lidt ondt af os selv, fordi det er varmt og vi sveder. Jeg synes det er svært at forholde sig til fænomenet. Hvis vi ikke tager en cyclo, ja så tjener manden ikke til den daglige føde. Og kører vi med ham, ja så holder vi liv i noget, som nærmest kan betegnes som moderne slaveholderi. Hanoi ville nu have godt af flere cycloere. Byen er ved at drukne i dyttende knallerter og biler.

Vi har taget hul på vores sidste uge i Vietnam. I morgen tager vi på en tre dages sejl-, bade- og trekkingtur til Halong Bay i det nordøstlige Vietnam. Næste lørdag flyver vi så til Bali.

Det var alt lige for nu. Dagens billeder er fra Hue og Hanoi.
Vi ses

Mange hilsner

Sofia, Lukas, Wybke og Uwe



Liebe Freunde,

Wir sind in der vietnamesischen Hauptstad Hanoi angekommen. 14 Stunden Nachtbusfahrt brachten uns hierher. Hanoi ist eine alte, neue, lärmende und gleichzeitig fazinierende Stadt. Wir wohnen im ältestem Stadtteil, wo an jeder Strassenecke, von jedem Haus aus handel getrieben wird. Wir wohnen im Viertel der Gold- und Silberschmiede. Der Verkehr ist chaotisch, aber irgendwie genwöhnt man sich daran.

Vor Hanoi waren wir noch einige Tage in der alten Kaiserstadt Hue. Hier stand Geschichtsunterricht auf dem Programm. In und um Hue gibt es jede Menge alter Paläste und Residenzen. Die Zitadelle der Stadt ist Welt Kulturerbe. Selbst den Kindern hat es gefallen.

Hanoi ist die vorletzte Station in Vietnam. Morgen reisen wir für drei Tage nach Halong Bay weiter. Wer den Bond-Film „Tomorrow never dies“ gesehen hat, kennt das atemberaubende Panorama dieser Bucht dicht an der chinesischen Grenze.


Nach Halong Bay gehts es zurück nach Hanoi, wo wir unter anderem Onkel Ho Chi Minh in seinem Mausoleum besuchen werden. Ausserdem gibt es noch eine Reihe andere Sehenswürdigkeiten. Nach so viel Stadt wartet dann als Belohnung am kommende Sonnabend Bali auf uns.
Die heute beigefügten Fotos sind von Hue und Hanoi. Sofia und Lukas wurden kurzerhand als Ananasverkäufer angeheuert. Natürlich kostete der kleinene Spass uns ein bischen Kleingeld.

Beste Grüsse von

Lukas, Sofia, Wybke und Uwe


Hi friends and family
Well, you might think that it is warm and sunny all the time but you are mistaken! Yesterday we arrived at Hanoi and it rained! And a week ago we had a minor storm in Hoi An and it got really cold-uwe says it was 18 degrees. I wonder if we will be freezing when coming home for the nice Danish summer!!
Anyway, we have been in a nightbus again, leaving fantastic Hoi An, staying in Hue and now in Hanoi. Sofia has no idea where she is! She thinks all the towns sound alike...we understand but the towns are quite different.
Hue is larger and more busy than Hoi An. In Hue we went to see the citadel and tombs of once rich and powerfull emperors. Sofia was quite surprised and disgusted when we told them about the eunuchs and what was done to the men! “just like they did with Cocio?” (our tom-cat) was her astonished question!
We stayed at Hue three days. Uwe is getting fed up with all the Vietnamese who charge too much when we want to buy food, water, fruit, transport etc. Just buying an ice-cream...we know it costs 5000 dong ( no money at all) but then they look at you and say “20.000”. sitting at a restaurant can also be a hassle as children come up to the table and want to sell anything and everything. So what you see is us walking along, saying no thank you and trying to smile at the same time.
At the same time you see these poor people in Vietnam you will also encounter the rich side. Around the big luxury hotels expensive “boutiques” and cafes are clustered. No Vietnamese except the staff are here.

Not a lot of Vietnamese speak english fluently. Quite a lot don´t speak english at all. But when they see Lukas and Sofia they smile and say “lucky” – because we have a boy and a girl. Then they say “one” and “two”, for Lukas being the first-born. although some think Sofia is the eldest.

That´s it for now...the photos are from Hue, Hoi An und Hanoi.

See you
Love from us!

Bid, bøfler og båt-båt

Gæt hvem der har fanget masser af fisk, reddet på ryggen af en (vild) vandbøffel og så ellers er dyttet op langs den vietnamesiske kyst i 13 rystende timer?

Jo, der sker lidt herude i Vietnam, hvor vi nu har bevæget os fra badebyen Nha Trang godt 500 km nordpå til Hoi An. Hoi An har en gammel bydel, der er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Så den glæder vi os til at besøge i de kommende dage.

Men inden vi nåede herop, skulle vi lige på en fisketur i Nha Trang. Midt i den travle turistby fik vi pludselig øje på et Dannebrog, der vejede foran et lille kontor. Manden bag, Kim fra Ballerup, tilrettelagde en dag på vandet, hvor hele familien lejede en båd med mandskab, fiskeudstyr og hele molevitten. Det var en strålende solskinsdag, og vores håb om at få bid blev heldigvis indfriet. Inden dagen var omme havde vi vel kroget omkring 15 fisk. Ikke nogen hvaler eller hajer, men små og meget livlige og farverige reef-fisk. Sofia havde den kyndigste eller heldigste hånd. Hun fangede hele syv. Lukas fangede den største fisk-desværre ville den ikke om bord og sprang således tilbage i vandet igen. Øv!
De fleste havnede i den suppegryde, som vores kaptajn tilberedte som middagsmad. Han havde for en sikkerhedsskyld også indkøbt lidt seafood (små blæksprutter), men det blev der altså kun i begrænset omfang brug for.

Efter seks gode dage var det så farvel til Nha Trang. En natbustur i sovebus på 500 km ventede. Normalt ikke noget problem, ikke mindst efter at hovedvej 1 er blevet asfalteret siden vi var der for 16 år siden. Men det med asfalten var nu så som så. I hvert fald må vejarbejderne mange steder have glemt at planere gruset inden asfalten kom på. Resultatet var en noget rystende tur på de bageste og øverste liggesædder i den ellers meget komfortable bus. Vores chauffør brugte hornet flittigt, så Wybke og jeg lukkede ikke mange øjne. Til gengæld sov børnene trygt hele natten. Herligt.

Det gode ved de dårlige veje er, at ingen kører vildt hurtigt, så turen var alt i alt sikkert og fint.

I dag er det mandag den 9. marts. Det er faktisk 25 års dagen for at Wybke og jeg mødtes under en journalistfest i Aabenraa. Tiden går, og ingen havde vel dengang fantasi til at forestille sig, at vi præcis 25 år efter ville cykle gennem vietnamesiske rismarker med to dejlige og meget lyshårede teenagerbørn foran os. Cykelturen var enorm spændende. Vi fulgte bare vores instinkt og havnede ude blandt bøfler, bønder og ibisfugle. En af bøffelejerne vinkede os til sig, og så fik børnene en tur – naturligvis havde den gode mand en slet skjult dagsorden om lidt betaling. Og det fik han da.

Hoi An er en af de byer, som vi har afsat mest tid til. Vi forventer at blive her godt en uge. Derfor har vi også fundet et hotel (Long Life Hotel – tjek på nettet, hvis I vil) med lidt luksus, deriblandt en svømmepøl. Lige nu sidder vi netop ved denne. Børnene laver lektier, Wybke læser et kun fem måneder gammelt engelsk sladdermagasin, og jeg har lige regnet mig frem til, at en tredjedel af vores tur er forbi i morgen.

I går har vi også lagt de overordnede planer for resten af turen og herefter bestilt alle nødvendige flybilletter. Den 28. marts flyver vi til Bali, den 24. april fortsætter vi over Jarkata i Indonesien til den malaysiske del af Borneo Herfra flyver vi midt i maj til Kuala Lumpur i Malaysia, og den 28. april videre til Bangkok. De sidste tre uger af turen agter vi at tilbringe i Thailand.

Det var lidt stort og meget småt fra den del af verden, vi netop oplever og nyder. Gode ønsker og hilsner til alle.

Sofia, Lukas, Wybke og Uwe


Hi friends and family
Greetings from Hoi An. We have left Nha Trang after some very nice days there. We went fishing on the day it wasn’t raining-good planning!! We chartered a boat for 90 dollars so we were all by ourselves-without any other tourists! We didn’t go far then out came the fishing-rods! Uwe caught the first, then Lukas... and Sofia caught fish constantly! They were all very small reef-fish with beautiful colors. One fish was bright red! They were taken off the hook and put into the cooler-box together with the ice and drinks!
Later we had them for lunch-Lukas and Sofia thought that the red one was tasty.
We stayed all day and didn’t go snorkeling much-we kept on fishing untill the captain ran out of bait...

Nha Trang was better than we thought. Big waves the kids loved to jump in to-I stayed safely on the beach. Didn’t want to get flopped ashore like a fat dugong!
Again a bus brought us to our next destination: Hoi An. Went with the nightbus this time. The kids slept but Uwe and I didn´t close an eye-the potholes were enormous-we felt like going up a riverbed that had no water. Just going over all the big boulders!

Anyway-Hoi An is an ancient town with beautiful old houses. At night the handmade paper-lanterns eluminate the town in all different colors.
We are staying at a nice hotel with a pool but Hoi An has fantastic beaches, some without anybody around. We go by bikes through green ricepaddies, passing big waterbuffalos and vietnamese farmers walking through knee-deep mud.
Off course a man called us over to his buffalo and the kids had a ride. Who is surprised to get to know that he wanted some money after this ordeal? Right!

Tonight we will go shopping-just something nice for our house as Uwe and I have known eachother for 25 years! J

Take care everybody!
Love and thoughts
From us



Liebe Freunde,


am Montag war es auf den Tag genau 25 Jahre her, dass Wybke und ich uns kennenlernte. Damals, auf einer Party im lokalen Journalistklub, hatte wohl keiner von uns damit gerechnet, dass wir unser 25 jähriges Jubiläum unter grünen Palmen, an einem weissen Strand und mit zwei Teenagern im Wasser verbringen würden. Aber dem ist so.

Wir sind nach wie vor in Vietnam, genauer in Hoi An, eine historische Stadt mit einer Altstadt, die auf der Weltkulturerbe-Liste der UNESCO zu finden ist. 13 Nachtstunden dauerte de Fahrt von Nha Trang hierher. Den historischen Gebäudenen werden wir uns zu gegebener Zeit widmen. Vorerst haben wir Hoi Ans malerische Umgebung pr. Fahrrad erkundet. Reisfelder, Wasserbüffel und fleissige Bauern, wohin man auch schaut. Jeden morgen radeln wir 5-6 km durch diese fast steinzeitliche Scenario, und natürlich wurden unsere blonden Kindern prompt eingeladen auf einem Wasserbüffel zu posieren. Das der Bezieher dafür ein kleines Handgeld als Modelentlöhnung erwartete, sei nur nebenbei bemerkt.

Bevor wir nach Hoi An fuhren machten wir in Nha Trang unter anderen einen herrlichen Fischausflug. Wir hatten durch einen Dänen – die Welt ist klein! – als Mittelsmann unser eigenes Boot inkl. Crew gemietet, und dann gings ab ans Reef. Angeln war angesagt, und zusammen fingen wir fast 20 Fische (siehe Fotos). Die meisten landeten in der Fischsuppe, die Mittags an Bord als Hauptmenu gereicht wurde.

Hoi An – knap 100.000 Einwohner - ist bekannt für seine unzähligen Schneider, Kunsthandwerker und Holzschnitzer. Wir werden aus Platzgründen der Versuchung wiederstehen, irgend etwas seidiges massgeschneidert im Rucksack mit zu transportieren. Allerdings wird die ganze Familie sich auch den Kunstmarkt begeben, um irgend etwas schönes für unser Haus zu finden. Das 25 jährige Jubiläum muss ja irgendwie gefeiert werden.

Ganz nebenbei haben wir jetzt auch den restlichen Teil unserer Reise zumindst im Groben absteckt. Am 28. März fliegen wir nach Bali, am 24. April über Jarkata nach Borneo, um den 20. Mai nach Kuala Lumpur, Ende Mai nach Bangkok und dann verbringen wir die letzten drei Wochen in Thailand.

Reisen ist Leben, schreibt Dänemarks Märchendichter Hans Christian Andersen, und der Mann hat recht. Wir geniesen die Tage, die manchmal hektisch und verschwitzt vorkommen, an anderen Tagen fast ruhig und ohne grösse Höhepunkte dahinstreichen. An vielen morgen wacht man auf und muss ganz kurz nachdenken: wo sind wir. Dank Facebook und hotmail halten sie auch guten Kontakt zu ihren Kammeraden und Klassen. Die Uhr nähert sich 16.30 Uhr – Beer o´ clock, wie die Australier sagen würden.

Bis bald

Lukas, Sofia, Wybke und Uwe

Bye bye Cambodia - good morning Vietnam

Tirsdag den 3. marts 2009-03-03

Kære venner,

Er der noget, vi er blevet gode til, så er det at køre i bus. Sidste gang i hørte fra os var i
Cambodia, og siden har vi tilbragt det meste af et døgn på landevejene. Det startede med en 11 timers tur fra Sihanoukville til den vietnamesiske grænse og herfra videre til Ho Chi Minh City (HCMC) også kendt som Saigon. 11 timer kan lyde af meget, og det er det også. Men det er altså både spændende og fascinerende af følge både trafik og de skiftende landskaber. Børnene nyder mest af at læse eller blive læst for, og indtil i går var der også god musikunderholdning via Lukas´ipod. Sidstnævnte blev desværre stjålet på vores bus til Nha Trang. Surt show.

Nå, men HCMC skal I ikke snydes for. 17 mio. indbyggere og 9 mio. knallerter. Resultatet kan man vel levende forestille sig. Byen er et mylder af trafik og deraf følgende forurening. Men samtidig gør byen en dyd ud af at fremstå rent og fremmeligt. Det lykkes faktisk forbløffende godt. Saigon fremstår mere rent og ryddeligt end Nørrebro. Så er det sagt - og skrevet !

Vi nød dagene i en af verdens største byer, der udover et markant voksende indbyggertal, også kan bryste sig med et af verdens højeste økonomiske vækstrater. Der er ikke noget tilbage af det beskidte og noget tilbageblevne Vietnam og Saigon vi oplevede for 16 år siden. Politisk er landet stadig 100 procent kommunistisk, men økonomien er til 95 procent kapitalistisk styret. Og det virker. Eneste levn fra Vietnam-krigen, der nu ligger 33 år tilbage, er museet og ”de amerikanske krigsforbrydelser”, de berømte Cu Chi-tunneler (som vi besøgte) og så nogle fysisk handicappede tiggere, der meget vel kan være anden og tredjegeneration af ofrene af den amerikanske ”agent orange”-krigsførelse med brug af kemiske våben.

Nok om krig og endelighed. Bangkok har sit backpapercenter kendt som Khaosan Road. Noget tilsvarende er også opstået i HCMC, og der boede vi fire dag på et familiehotel på femte sal. Der var rent og dejligt, men lidt larmende om natten. Det er meget let at rejse i Vietnam. Vi har købt busbilletter til i alt 80 dollars (450 kr.) for alle fire. Bussen tager os fra Saigon til Nha Trang, videre til Hoi An og siden den gamle kejserby Hue. I alt godt 1500 km. Når man tænker på, at en returbillet for fire i bus fra Tønder til Aabenraa koster over 400 kr., ja så kan vi i hvert fald ikke klage over priserne. Det samme gælder mad og hoteller. Lige nu bor vi på ”Nice Hotel” i Nha Trang, et stenkast fra stranden for 18 dollars pr. nat. Hotellet lever fuldt ud op til sit ambitiøse navn.
Her i Nha Trang havde vi tænkt os at snorkle og besøge nogle mindre øer. Men vejret driller os for første gang. Det regnede faktisk her til morgen, og der skulle være mere vand undervejs. Nå, vi overlever nok.

Efter fire dage i HCMC tog vi i går bussen til Nha Trang. 11 timer igennem afvekslende og smuk natur. Havet til højre, bjerge og rismarker til venstre. Under et stop, hvor jeg vogtede bussen uafbrudt forsvandt så Lukas´ ipod. Vi kan kun rekonstruere det derhen, at en af de to passager, der blev tilbage i bussen under pausen, nappede den. Men efterfølgende anede de selvfølgelig ikke, hvad vi snakkede om. Nu må vi klare os uden musik. Men mon ikke det går?

Billederne viser bl.a. et besøg i et taoistisk tempel i Vietnam, lidt buslitteratur og nogle munke, der også kan trænge til et bad.
Apropos Tempel: Den største sensation på stedet var vore to børn. Flere japanere eller kineser kom os smilende i møde for at trække dem i næsen og knibe deres kindben. Det giver åbenbart held og lykke. Heldigvis tog Lukas og Sofia de uventede ”overgreb” med et smil.

Tak for de mange mails og gode tanker, der følger vores vej. I kan tro, at alle vedhæftede billeder og linjer - selv i disse Internet-tider – bliver læst og kommenteret med stor interesse.
Netop nu er der ”middagspause”. Vi har udnyttet det dårlige vejr til lidt ekstra skolearbejde. Overlærer Wybke er faldet i søvn, mens børnene slapper af med deres game-boys. Hvad skulle man stille an uden den fagre ny elektroniske verden?

Jeg ser frem til at vi trods skyer og regn får os en dukkert i havet lige om lidt. Og så satser vi naturligvis på, at SG Wests smådrenge og TM Tønders divisionsherrer vinder de kommende kampe.

Bedste hilsner fra
Os fire


Und hier die leicht verkürzte deutsche Fassung:

Liebe Freunde,

Seit 40 Tagen sind wir nun unterwegs, und dabei ist mehr als ein Viertel unsere Reisezeit schon verstrichen. Die letzten Tagen haben wir vor allem viel Bus gefahren. Erst von Sihanoukville nach Ho Chi Minh City (HCMC) auch bekannt als Saigon, und gestern dann weitere 11 Stunden von HCMC nach Nha Trang. An diesem Badeort haben wir eigentlich vor, zu Schnorcheln und andere Wasseraktivitäten zu betreiben. Aber das Wetter macht uns zum ersten Mal einen Strich durch die Rechnung. Und Besserung ist unmittelbar nicht in Aussicht.

Zum zweiten Mal seit 1993 sind wir jetzt in Vietnam. Das Land und vor allem die Städte sind kaum wiederzuerkennen. Vietnam macht eine wahrlich rasante Entwicklung durch. Saigon ist mit seinen 17 mio. Einwohnerne und 9 mio. Mopeds eine Weltmetropole geworden. Wir fanden ein kleinens Familienhotel mitten im sogenannten Ersten Bezirk. Die Tage verbrachten wir mit klassischem Sightseeing und der Verbereitung auch die kommende Reiseziele. Vietnam ist nach wie vor ein straff kommunistisch regiertes Land, aber die Wirtschaft wird zu 90 Prozent nach kapitalistischen Spielregeln gefahren. Uns solls recht sein. Transport ist ekstrem billig, und gute Hotel-Familienzimmer gibt es ab 15 US Dollars.

Während sich die vietnamesischen Städte markant verändert haben, ist auf dem Lande alles beim alten. Weite Landstriche dienen als sattgrüne Reisfelder, und hier hocken die Familien nach wie vor mit ihren markanten runden Hütten fast den ganzen Tag um zu jaeten oder zu ernten.

Vietnam ist ein unglaublich schönes und freundliches Land. Daran ändert auch nicht die Tatsache, dass irgend ein Unbekannter Idiot gestern Lukas´ ipod stahl. Direkt aus unserem Luksus-Liegebus, mit dem wir die 11 Stunden von Saison nach Nha Trang zurücklegten.

In den kommende Tagen reisen wir über Hoi An entlang der Küste zur alten Kaiserstadt Hue weiter. Von da sind es dann noch 700 km zur Hauptstadt Hanoi und damit zum nördlichen Teil von Vietnam.

Von der ganzen Familie die besten Grüsse und herzlichen Dank für alle mails etc. die uns erreichen. Es ist immer ein Freude zu sehen und zu lesen, was sich zu Hause alles tut.

Wybke ist gerade eingeschlafen – sie lässt sich hiermit entschuldigen. Die Kinder erholen sich von knap drei Stunden schulischer Anstrengungen mit ihren Game Boys.

Die besten Grüsse schicken

Lukas, Sofia, Wybke und Uwe



Last but not least an english version:

Its raining! But still the kids and Uwe have just come back from a wild trip in huge waves here in Nha Trang...
I think it’s the first time I can’t hear the air-conidtion as the heat has left us for some fresh air with rain. Uwe and I have been to Nha Trang 16 years ago. A quite different town now with loads of shops and hotels. It wasn’t difficult to find a hotel after 11 hours in the bus from Ho Chi Minh - several men on scooters followed us untill we found a nice place called Nice Hotel. Quiet and clean and only 18 dollars for a large room.
The trip in the bus was ok - we are getting used to doing nothing...just staring out of the windows and watching the beautiful landscape change and small Vietnamese people with their triangular hats kneeling in green rice-paddies. The children do look up and say:”oooh” when we say:look! But only for a few seconds then it is back to game-boy or reading. Lukas will not be able to listen to any more music as his ipod was stolen on the bus. Shit happens!

We left Ho Chi Minh with good memories. We liked the busy town with 17 million inhabitants and 9 million scooters! It is quite tricky to cross the road-but if or when you get the hang of it it is a peace of cake: you look left, you look right...thousands of scooters are coming towards you, you put a foot on the road, keep looking to you right and just go on crossing the road while thousands of scooters zig-zag past you! Don´t even think about stopping up that will confuse everybody!!

We took a 2 hours drive from the city and went to the Cu Chi tunnels. During the war the Viatnemese built more than 200 km of underground tunnels. It was pouring down that day and left us with the understanding of the way a lot of soldiers and civilians had tried to survive this horrible war. Craters of B52 bombs were visible between the trees. Who can imagine how life has been - who wants to live like rabbits in burrows for so long that it was neccessary to build kitchens underground?

You can still see the horrible results of the Amercian “Agent Orange” campain. Children and adults with missing limbs-a result been “given” to them through their parents...the poison the American troups sprayed on Vietnam went into the water and then in to the people.

That day we also went to a tempel – Sofia and Lukas a bit bored - but maybe the bring some Asian women luck: we stood and watched the ceremony when suddenly several women walked up to Lukas and pulled his nose. They smiled at Uwe and pointed indicatiing that he was the father. Then they saw Sofia and they were even more excited-twisting her nose, pinching her cheeks and feeling her skin all while they were clapping their hands! Our kids smiled...

We send smiles to you and thank you all for the lovely mails we receive!!

With lots of love and thoughts