Tirsdag den 3. marts 2009-03-03
Kære venner,
Er der noget, vi er blevet gode til, så er det at køre i bus. Sidste gang i hørte fra os var i
Cambodia, og siden har vi tilbragt det meste af et døgn på landevejene. Det startede med en 11 timers tur fra Sihanoukville til den vietnamesiske grænse og herfra videre til Ho Chi Minh City (HCMC) også kendt som Saigon. 11 timer kan lyde af meget, og det er det også. Men det er altså både spændende og fascinerende af følge både trafik og de skiftende landskaber. Børnene nyder mest af at læse eller blive læst for, og indtil i går var der også god musikunderholdning via Lukas´ipod. Sidstnævnte blev desværre stjålet på vores bus til Nha Trang. Surt show.
Nå, men HCMC skal I ikke snydes for. 17 mio. indbyggere og 9 mio. knallerter. Resultatet kan man vel levende forestille sig. Byen er et mylder af trafik og deraf følgende forurening. Men samtidig gør byen en dyd ud af at fremstå rent og fremmeligt. Det lykkes faktisk forbløffende godt. Saigon fremstår mere rent og ryddeligt end Nørrebro. Så er det sagt - og skrevet !
Vi nød dagene i en af verdens største byer, der udover et markant voksende indbyggertal, også kan bryste sig med et af verdens højeste økonomiske vækstrater. Der er ikke noget tilbage af det beskidte og noget tilbageblevne Vietnam og Saigon vi oplevede for 16 år siden. Politisk er landet stadig 100 procent kommunistisk, men økonomien er til 95 procent kapitalistisk styret. Og det virker. Eneste levn fra Vietnam-krigen, der nu ligger 33 år tilbage, er museet og ”de amerikanske krigsforbrydelser”, de berømte Cu Chi-tunneler (som vi besøgte) og så nogle fysisk handicappede tiggere, der meget vel kan være anden og tredjegeneration af ofrene af den amerikanske ”agent orange”-krigsførelse med brug af kemiske våben.
Nok om krig og endelighed. Bangkok har sit backpapercenter kendt som Khaosan Road. Noget tilsvarende er også opstået i HCMC, og der boede vi fire dag på et familiehotel på femte sal. Der var rent og dejligt, men lidt larmende om natten. Det er meget let at rejse i Vietnam. Vi har købt busbilletter til i alt 80 dollars (450 kr.) for alle fire. Bussen tager os fra Saigon til Nha Trang, videre til Hoi An og siden den gamle kejserby Hue. I alt godt 1500 km. Når man tænker på, at en returbillet for fire i bus fra Tønder til Aabenraa koster over 400 kr., ja så kan vi i hvert fald ikke klage over priserne. Det samme gælder mad og hoteller. Lige nu bor vi på ”Nice Hotel” i Nha Trang, et stenkast fra stranden for 18 dollars pr. nat. Hotellet lever fuldt ud op til sit ambitiøse navn.
Her i Nha Trang havde vi tænkt os at snorkle og besøge nogle mindre øer. Men vejret driller os for første gang. Det regnede faktisk her til morgen, og der skulle være mere vand undervejs. Nå, vi overlever nok.
Efter fire dage i HCMC tog vi i går bussen til Nha Trang. 11 timer igennem afvekslende og smuk natur. Havet til højre, bjerge og rismarker til venstre. Under et stop, hvor jeg vogtede bussen uafbrudt forsvandt så Lukas´ ipod. Vi kan kun rekonstruere det derhen, at en af de to passager, der blev tilbage i bussen under pausen, nappede den. Men efterfølgende anede de selvfølgelig ikke, hvad vi snakkede om. Nu må vi klare os uden musik. Men mon ikke det går?
Billederne viser bl.a. et besøg i et taoistisk tempel i Vietnam, lidt buslitteratur og nogle munke, der også kan trænge til et bad.
Apropos Tempel: Den største sensation på stedet var vore to børn. Flere japanere eller kineser kom os smilende i møde for at trække dem i næsen og knibe deres kindben. Det giver åbenbart held og lykke. Heldigvis tog Lukas og Sofia de uventede ”overgreb” med et smil.
Tak for de mange mails og gode tanker, der følger vores vej. I kan tro, at alle vedhæftede billeder og linjer - selv i disse Internet-tider – bliver læst og kommenteret med stor interesse.
Netop nu er der ”middagspause”. Vi har udnyttet det dårlige vejr til lidt ekstra skolearbejde. Overlærer Wybke er faldet i søvn, mens børnene slapper af med deres game-boys. Hvad skulle man stille an uden den fagre ny elektroniske verden?
Jeg ser frem til at vi trods skyer og regn får os en dukkert i havet lige om lidt. Og så satser vi naturligvis på, at SG Wests smådrenge og TM Tønders divisionsherrer vinder de kommende kampe.
Bedste hilsner fra
Os fire
Und hier die leicht verkürzte deutsche Fassung:
Liebe Freunde,
Seit 40 Tagen sind wir nun unterwegs, und dabei ist mehr als ein Viertel unsere Reisezeit schon verstrichen. Die letzten Tagen haben wir vor allem viel Bus gefahren. Erst von Sihanoukville nach Ho Chi Minh City (HCMC) auch bekannt als Saigon, und gestern dann weitere 11 Stunden von HCMC nach Nha Trang. An diesem Badeort haben wir eigentlich vor, zu Schnorcheln und andere Wasseraktivitäten zu betreiben. Aber das Wetter macht uns zum ersten Mal einen Strich durch die Rechnung. Und Besserung ist unmittelbar nicht in Aussicht.
Zum zweiten Mal seit 1993 sind wir jetzt in Vietnam. Das Land und vor allem die Städte sind kaum wiederzuerkennen. Vietnam macht eine wahrlich rasante Entwicklung durch. Saigon ist mit seinen 17 mio. Einwohnerne und 9 mio. Mopeds eine Weltmetropole geworden. Wir fanden ein kleinens Familienhotel mitten im sogenannten Ersten Bezirk. Die Tage verbrachten wir mit klassischem Sightseeing und der Verbereitung auch die kommende Reiseziele. Vietnam ist nach wie vor ein straff kommunistisch regiertes Land, aber die Wirtschaft wird zu 90 Prozent nach kapitalistischen Spielregeln gefahren. Uns solls recht sein. Transport ist ekstrem billig, und gute Hotel-Familienzimmer gibt es ab 15 US Dollars.
Während sich die vietnamesischen Städte markant verändert haben, ist auf dem Lande alles beim alten. Weite Landstriche dienen als sattgrüne Reisfelder, und hier hocken die Familien nach wie vor mit ihren markanten runden Hütten fast den ganzen Tag um zu jaeten oder zu ernten.
Vietnam ist ein unglaublich schönes und freundliches Land. Daran ändert auch nicht die Tatsache, dass irgend ein Unbekannter Idiot gestern Lukas´ ipod stahl. Direkt aus unserem Luksus-Liegebus, mit dem wir die 11 Stunden von Saison nach Nha Trang zurücklegten.
In den kommende Tagen reisen wir über Hoi An entlang der Küste zur alten Kaiserstadt Hue weiter. Von da sind es dann noch 700 km zur Hauptstadt Hanoi und damit zum nördlichen Teil von Vietnam.
Von der ganzen Familie die besten Grüsse und herzlichen Dank für alle mails etc. die uns erreichen. Es ist immer ein Freude zu sehen und zu lesen, was sich zu Hause alles tut.
Wybke ist gerade eingeschlafen – sie lässt sich hiermit entschuldigen. Die Kinder erholen sich von knap drei Stunden schulischer Anstrengungen mit ihren Game Boys.
Die besten Grüsse schicken
Lukas, Sofia, Wybke und Uwe
Last but not least an english version:
Its raining! But still the kids and Uwe have just come back from a wild trip in huge waves here in Nha Trang...
I think it’s the first time I can’t hear the air-conidtion as the heat has left us for some fresh air with rain. Uwe and I have been to Nha Trang 16 years ago. A quite different town now with loads of shops and hotels. It wasn’t difficult to find a hotel after 11 hours in the bus from Ho Chi Minh - several men on scooters followed us untill we found a nice place called Nice Hotel. Quiet and clean and only 18 dollars for a large room.
The trip in the bus was ok - we are getting used to doing nothing...just staring out of the windows and watching the beautiful landscape change and small Vietnamese people with their triangular hats kneeling in green rice-paddies. The children do look up and say:”oooh” when we say:look! But only for a few seconds then it is back to game-boy or reading. Lukas will not be able to listen to any more music as his ipod was stolen on the bus. Shit happens!
We left Ho Chi Minh with good memories. We liked the busy town with 17 million inhabitants and 9 million scooters! It is quite tricky to cross the road-but if or when you get the hang of it it is a peace of cake: you look left, you look right...thousands of scooters are coming towards you, you put a foot on the road, keep looking to you right and just go on crossing the road while thousands of scooters zig-zag past you! Don´t even think about stopping up that will confuse everybody!!
We took a 2 hours drive from the city and went to the Cu Chi tunnels. During the war the Viatnemese built more than 200 km of underground tunnels. It was pouring down that day and left us with the understanding of the way a lot of soldiers and civilians had tried to survive this horrible war. Craters of B52 bombs were visible between the trees. Who can imagine how life has been - who wants to live like rabbits in burrows for so long that it was neccessary to build kitchens underground?
You can still see the horrible results of the Amercian “Agent Orange” campain. Children and adults with missing limbs-a result been “given” to them through their parents...the poison the American troups sprayed on Vietnam went into the water and then in to the people.
That day we also went to a tempel – Sofia and Lukas a bit bored - but maybe the bring some Asian women luck: we stood and watched the ceremony when suddenly several women walked up to Lukas and pulled his nose. They smiled at Uwe and pointed indicatiing that he was the father. Then they saw Sofia and they were even more excited-twisting her nose, pinching her cheeks and feeling her skin all while they were clapping their hands! Our kids smiled...
We send smiles to you and thank you all for the lovely mails we receive!!
With lots of love and thoughts
Kære venner,
Er der noget, vi er blevet gode til, så er det at køre i bus. Sidste gang i hørte fra os var i
Cambodia, og siden har vi tilbragt det meste af et døgn på landevejene. Det startede med en 11 timers tur fra Sihanoukville til den vietnamesiske grænse og herfra videre til Ho Chi Minh City (HCMC) også kendt som Saigon. 11 timer kan lyde af meget, og det er det også. Men det er altså både spændende og fascinerende af følge både trafik og de skiftende landskaber. Børnene nyder mest af at læse eller blive læst for, og indtil i går var der også god musikunderholdning via Lukas´ipod. Sidstnævnte blev desværre stjålet på vores bus til Nha Trang. Surt show.
Nå, men HCMC skal I ikke snydes for. 17 mio. indbyggere og 9 mio. knallerter. Resultatet kan man vel levende forestille sig. Byen er et mylder af trafik og deraf følgende forurening. Men samtidig gør byen en dyd ud af at fremstå rent og fremmeligt. Det lykkes faktisk forbløffende godt. Saigon fremstår mere rent og ryddeligt end Nørrebro. Så er det sagt - og skrevet !
Vi nød dagene i en af verdens største byer, der udover et markant voksende indbyggertal, også kan bryste sig med et af verdens højeste økonomiske vækstrater. Der er ikke noget tilbage af det beskidte og noget tilbageblevne Vietnam og Saigon vi oplevede for 16 år siden. Politisk er landet stadig 100 procent kommunistisk, men økonomien er til 95 procent kapitalistisk styret. Og det virker. Eneste levn fra Vietnam-krigen, der nu ligger 33 år tilbage, er museet og ”de amerikanske krigsforbrydelser”, de berømte Cu Chi-tunneler (som vi besøgte) og så nogle fysisk handicappede tiggere, der meget vel kan være anden og tredjegeneration af ofrene af den amerikanske ”agent orange”-krigsførelse med brug af kemiske våben.
Nok om krig og endelighed. Bangkok har sit backpapercenter kendt som Khaosan Road. Noget tilsvarende er også opstået i HCMC, og der boede vi fire dag på et familiehotel på femte sal. Der var rent og dejligt, men lidt larmende om natten. Det er meget let at rejse i Vietnam. Vi har købt busbilletter til i alt 80 dollars (450 kr.) for alle fire. Bussen tager os fra Saigon til Nha Trang, videre til Hoi An og siden den gamle kejserby Hue. I alt godt 1500 km. Når man tænker på, at en returbillet for fire i bus fra Tønder til Aabenraa koster over 400 kr., ja så kan vi i hvert fald ikke klage over priserne. Det samme gælder mad og hoteller. Lige nu bor vi på ”Nice Hotel” i Nha Trang, et stenkast fra stranden for 18 dollars pr. nat. Hotellet lever fuldt ud op til sit ambitiøse navn.
Her i Nha Trang havde vi tænkt os at snorkle og besøge nogle mindre øer. Men vejret driller os for første gang. Det regnede faktisk her til morgen, og der skulle være mere vand undervejs. Nå, vi overlever nok.
Efter fire dage i HCMC tog vi i går bussen til Nha Trang. 11 timer igennem afvekslende og smuk natur. Havet til højre, bjerge og rismarker til venstre. Under et stop, hvor jeg vogtede bussen uafbrudt forsvandt så Lukas´ ipod. Vi kan kun rekonstruere det derhen, at en af de to passager, der blev tilbage i bussen under pausen, nappede den. Men efterfølgende anede de selvfølgelig ikke, hvad vi snakkede om. Nu må vi klare os uden musik. Men mon ikke det går?
Billederne viser bl.a. et besøg i et taoistisk tempel i Vietnam, lidt buslitteratur og nogle munke, der også kan trænge til et bad.
Apropos Tempel: Den største sensation på stedet var vore to børn. Flere japanere eller kineser kom os smilende i møde for at trække dem i næsen og knibe deres kindben. Det giver åbenbart held og lykke. Heldigvis tog Lukas og Sofia de uventede ”overgreb” med et smil.
Tak for de mange mails og gode tanker, der følger vores vej. I kan tro, at alle vedhæftede billeder og linjer - selv i disse Internet-tider – bliver læst og kommenteret med stor interesse.
Netop nu er der ”middagspause”. Vi har udnyttet det dårlige vejr til lidt ekstra skolearbejde. Overlærer Wybke er faldet i søvn, mens børnene slapper af med deres game-boys. Hvad skulle man stille an uden den fagre ny elektroniske verden?
Jeg ser frem til at vi trods skyer og regn får os en dukkert i havet lige om lidt. Og så satser vi naturligvis på, at SG Wests smådrenge og TM Tønders divisionsherrer vinder de kommende kampe.
Bedste hilsner fra
Os fire
Und hier die leicht verkürzte deutsche Fassung:
Liebe Freunde,
Seit 40 Tagen sind wir nun unterwegs, und dabei ist mehr als ein Viertel unsere Reisezeit schon verstrichen. Die letzten Tagen haben wir vor allem viel Bus gefahren. Erst von Sihanoukville nach Ho Chi Minh City (HCMC) auch bekannt als Saigon, und gestern dann weitere 11 Stunden von HCMC nach Nha Trang. An diesem Badeort haben wir eigentlich vor, zu Schnorcheln und andere Wasseraktivitäten zu betreiben. Aber das Wetter macht uns zum ersten Mal einen Strich durch die Rechnung. Und Besserung ist unmittelbar nicht in Aussicht.
Zum zweiten Mal seit 1993 sind wir jetzt in Vietnam. Das Land und vor allem die Städte sind kaum wiederzuerkennen. Vietnam macht eine wahrlich rasante Entwicklung durch. Saigon ist mit seinen 17 mio. Einwohnerne und 9 mio. Mopeds eine Weltmetropole geworden. Wir fanden ein kleinens Familienhotel mitten im sogenannten Ersten Bezirk. Die Tage verbrachten wir mit klassischem Sightseeing und der Verbereitung auch die kommende Reiseziele. Vietnam ist nach wie vor ein straff kommunistisch regiertes Land, aber die Wirtschaft wird zu 90 Prozent nach kapitalistischen Spielregeln gefahren. Uns solls recht sein. Transport ist ekstrem billig, und gute Hotel-Familienzimmer gibt es ab 15 US Dollars.
Während sich die vietnamesischen Städte markant verändert haben, ist auf dem Lande alles beim alten. Weite Landstriche dienen als sattgrüne Reisfelder, und hier hocken die Familien nach wie vor mit ihren markanten runden Hütten fast den ganzen Tag um zu jaeten oder zu ernten.
Vietnam ist ein unglaublich schönes und freundliches Land. Daran ändert auch nicht die Tatsache, dass irgend ein Unbekannter Idiot gestern Lukas´ ipod stahl. Direkt aus unserem Luksus-Liegebus, mit dem wir die 11 Stunden von Saison nach Nha Trang zurücklegten.
In den kommende Tagen reisen wir über Hoi An entlang der Küste zur alten Kaiserstadt Hue weiter. Von da sind es dann noch 700 km zur Hauptstadt Hanoi und damit zum nördlichen Teil von Vietnam.
Von der ganzen Familie die besten Grüsse und herzlichen Dank für alle mails etc. die uns erreichen. Es ist immer ein Freude zu sehen und zu lesen, was sich zu Hause alles tut.
Wybke ist gerade eingeschlafen – sie lässt sich hiermit entschuldigen. Die Kinder erholen sich von knap drei Stunden schulischer Anstrengungen mit ihren Game Boys.
Die besten Grüsse schicken
Lukas, Sofia, Wybke und Uwe
Last but not least an english version:
Its raining! But still the kids and Uwe have just come back from a wild trip in huge waves here in Nha Trang...
I think it’s the first time I can’t hear the air-conidtion as the heat has left us for some fresh air with rain. Uwe and I have been to Nha Trang 16 years ago. A quite different town now with loads of shops and hotels. It wasn’t difficult to find a hotel after 11 hours in the bus from Ho Chi Minh - several men on scooters followed us untill we found a nice place called Nice Hotel. Quiet and clean and only 18 dollars for a large room.
The trip in the bus was ok - we are getting used to doing nothing...just staring out of the windows and watching the beautiful landscape change and small Vietnamese people with their triangular hats kneeling in green rice-paddies. The children do look up and say:”oooh” when we say:look! But only for a few seconds then it is back to game-boy or reading. Lukas will not be able to listen to any more music as his ipod was stolen on the bus. Shit happens!
We left Ho Chi Minh with good memories. We liked the busy town with 17 million inhabitants and 9 million scooters! It is quite tricky to cross the road-but if or when you get the hang of it it is a peace of cake: you look left, you look right...thousands of scooters are coming towards you, you put a foot on the road, keep looking to you right and just go on crossing the road while thousands of scooters zig-zag past you! Don´t even think about stopping up that will confuse everybody!!
We took a 2 hours drive from the city and went to the Cu Chi tunnels. During the war the Viatnemese built more than 200 km of underground tunnels. It was pouring down that day and left us with the understanding of the way a lot of soldiers and civilians had tried to survive this horrible war. Craters of B52 bombs were visible between the trees. Who can imagine how life has been - who wants to live like rabbits in burrows for so long that it was neccessary to build kitchens underground?
You can still see the horrible results of the Amercian “Agent Orange” campain. Children and adults with missing limbs-a result been “given” to them through their parents...the poison the American troups sprayed on Vietnam went into the water and then in to the people.
That day we also went to a tempel – Sofia and Lukas a bit bored - but maybe the bring some Asian women luck: we stood and watched the ceremony when suddenly several women walked up to Lukas and pulled his nose. They smiled at Uwe and pointed indicatiing that he was the father. Then they saw Sofia and they were even more excited-twisting her nose, pinching her cheeks and feeling her skin all while they were clapping their hands! Our kids smiled...
We send smiles to you and thank you all for the lovely mails we receive!!
With lots of love and thoughts
Ingen kommentarer:
Send en kommentar