Kære venner
25 dage, to lande, to øer, to hovedstade, en gange verdens kulturarv og en gang måske verdens mest uhyggelige sted at være.
Jo, vi synes at vi er kommet langt omkring i den første sjettedel af vores rejse. Fra Koh Chang tog vi med minibus og mere eller mindre offentlig bus til Siam Reap i Cambodia. Vores ”bibel” – Lonely Planet-bogen – advarer mod mafialignende tilstande ved den thailandsk-cambodianske grænse. Men det kapitel havde vi ikke lige fået læst, før vi stod midt i det. Det tog seks timer fra Koh Chang til grænsen, og så startede balladen. I stedet for 20 US dollars for et visum skulle vi pludselig betale det, der svarer til 32 US dollars. Vi skulle have to fotos i stedet for et, og da Uwe manglede nummer to, skulle vi betale 20 kroner for det. Det nægtede vi imidlertid, og det hørte vi så ikke mere for.
Langt om længe kom vi gående over grænsen, men vores problemer var ikke ude af verden. På den såkaldte internationale busterminal ventede vi i over to timer, indtil en eller anden lokal busmafiaboss fandt det betimeligt at sende bussen af sted. Wybke var ved at gå ud af sit brune skin, og der var en meget anstrengt stemning. De fleste havde taget en taxa til Siam Reap, der lå 160 km forude. Men af sted kom vi langt om længe og nåede til Siam Reap omkring kl. 20.15. Vi havde været oppe siden kl. 5.30, men igen viste vores børn sig som eminente rejsefæller. Ikke et surt ord…og bussen var uden aircondition og affjedring!
I Siam Reap fandt vi et rigtig godt guesthouse, der for de efterfølgende fire dage blev en god base. Til Siam Reap tager man primært for at se Angkor Wat og de øvrige templer. Og de er altså bare enestående – et af vor tid syv verdensvidundere. Selvfølgelig er gamle sten og statuer ikke det, der ophidser børn mest. Men de stejle templer, som man i sit ansigts – og sine fødders – sved kan kravle op på, imponerede selv børnene og de klatrede op og ned ad alle trapper i området.
Siam Reap var en rigtig god oplevelse. Vi besøgte også nationalmuseet, og gik ture i byen. Vi går meget og det synes ”de indfødte” meget underligt. Sofia har ikke kunnet vænne sig til at drenge, såvel som mænd, kigger efter hende…
Fra Siam Reap gik turen så den 10. februar videre til hovedstaden Phnom Penh, som er en millionby, som jeg har helt ufattelig svært ved at stave korrekt. Phnom Penh minder os meget om Bangkok for 15 år siden. Det er en meget, meget asiatisk by, med myldrende trafik, i tusindvis af madboder og restauranter, hundrede tusindvis af knallerter og så gennemgående smilende og imødekommende mennesker. Vi bor på The Royal Guesthouse, der bestemt ikke har noget kongeligt over sig. Det er meget ”basic”, men vi har fået et rent værelse på tredje sal, hvor vi alle fire sover godt. Så længe aircon-anlægget snurrer, er der ingen problemer.
I Siam Reap jagtede vi Cambodias gamle historie, i Phnom Penh kommer man uhyggelig tæt på landets nyere historie og dermed lidelser under Pol Pot-regimet. Vi har både besøgt det berygtede Tuol Sleng (S 21)-fængsel, hvor 17.000 mennesker blev tortureret for efterfølgende at blive slået ihjel med hakker og spader på det, der er blevet kendt som The killing Fields. En af disse dødsmarker kan man besøge, og det er en meget stærk og bevægende oplevelse. Hvis nogen af jer ikke har set filmen ”The killing fields” er den hermed varmt anbefalet.
Phnom Penh har mange smukke sider, bl.a. kongepaladset, floden og så de mange mennesker, der har rejst dette land og denne by fra total kaos og ingenting i 1979 til en levende, ja boblende metropol.
Vi har nu været af sted i lidt over tre uger, og for første gang har en af os fået et lille maveonde. Det er Wybke, der ligger lidt på langs, men vi håber alle, at hun får det bedre. Gerne meget hurtigt. For i morgen tidlig siger vi farvel til hovedstaden og bylivet. Vi er jo sand- og strandmennesker. Sihanoukville er Cambodias eneste tropiske ”beachområde”. Det skal vi kigge på i morgen. Vi har købt fire vip-billetter (fint skal det være) i en bus. Der venter godt fire timers kørsel forude. Vi ser frem til at dyppe fødder og krop i saltvand.
Jeg vedhæfter nogle billeder, der er dels fra Angkor Wat og dels her fra Phnom Penh.
Mange hilsner til alle
Sofia, Lukas, Wybke, Lukas
PS: Sofia sender den varmeste tak for de mange mails, hilsner og gaver, hun modtog i forbindelse med hendes fødselsdag.
We have come to Cambodia after a lot of trouble at the border. We hadn’t read anything about the bordermafia but we have to say, with regret, tjat we did meet them...and Wybke nearly killed them! 2 hours we waited for the old and rusty bus to leave the station but as all the tourists fancied a taxi for 60 $ per person! So the mafiaboss let us wait untill he had filled up his bus! What a jerk!
Anyway we arrived at a nice guesthouse in Siem Reap and liked the busy and chaotic town. The poeple smile and get their beautiful children to shout hello, hello.
We went by “moto” (a motorbike pulling a small cart) to see the fantastic Ankor Wat. Seeing the huge building, which is beautiful, it is difficult to comprehend that this was build in the year 800! We spent a few days in historic Siam Reap and went to the next big city-the capitol, Phnom Penh. Again we get hit by the traffic and the seeming chaos on the road-we think they drive on the right-hand-side...
Here we are confronted with the tragic history of the cambodian people. The killing fields and the prison S21-Tuol Sleng. A horrific and touching meeting. At killing fields the clothes and the bones lay on the ground...
The children are doing extreemly well. They are amazing travelers even in this heat (32 C) and no pool or water even close. We will be leaving for the coast though and hope that we like Sihanoukville. After this we will be going to Vietnam.
Sofia sends her kindest thoughts to all of you who were so good at remembering her birthday! We are happy though that she isn’t older than 12! Boys and even the men turn their heads to look at the blond and blue-eyed girl who is at least as tall as they are!
With love and thoughts...and please do write!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar