Komodo vi kommer

Lørdag den 11. april 2009

Kære alle,

Så er vi tilbage i civilisationens favn og formentlig en internetforbindelse. Det skal i hvert fald tjekkes i eftermiddag.
Siden sidst har vi været langt omkring. Faktisk er vi nu på vej hjem. Vi har været på en fire dages Komodovaran-cruise og ekspedition. Og hvorfor så det?
Indonesien er et kæmpe stort land. Verdens fjerdestørste befolkning (255 mio.), og faktisk verdens største ø-rige med 17.000 øer. På tre af disse – bl.a. Komodo og Rinka Island - er tiden gået i stå. For tre millioner år siden. Dengang døde dinosaurerne inkl. de kæmpe varaner, som vi i dag kender som Komodo-varaner. Det var et udpræget ønske af Lukas at se disse levende fossiler. Man har fundet deres 3 mio. år gamle skeletter i bl.a. Australien, men ingen har tilsyneladende forklaret varanerne på Komodo, at deres tid for længst er omme. Derfor lever de nu derude i bedste velgående. Hele verdensbestanden på 2400 eksemplarer er koncentreret her. Vi så i alt 19 ude i den fri natur. Knap en procent. Det er ikke så ringe endda.
Det er ikke så lige til at komme i nærheden at disse meget lidt sympatiske øgler. Der er næsten 500 kilometer til vands og til lands derud. Komodo ligger flere øer øst for Bali, hvis nogen lige skal finde det på kortet. Faktisk skal man sejle tre dage for at nå frem til øen. Vi var sammen med i alt 15 rejsende samt en bådsbesætning på vores 20 meter lange motorsejlbåd. Overnatningen forgik på papirtynde madrasser på dækket, og al maden – inklusive friskfanget tunfisk - blev tilberedt af bådsfolkene. Hele turen var en fantastisk oplevelse. Fire dage uden en stol kan faktisk være hårdt for ryggen. Undervejs ud til Komodo stoppede vi flere steder, hvor der var mulighed for at snorkle og slappe af. Indonesien har ry for at have verdens bedste snorkle- og dykkeområder. Så der var virkelig noget at se.
Komodovaranerne kan blive op til tre meter lange, og de angriber og spiser alt, hvad der rører sig – inklusive deres eget afkom. De er f. eks. ikke bange for de vilde vandbøfler, der også findes på øen. Varanerne bider dem simpelthen i testikler eller lårbenet. Der går omgående betændelse i såret, og to dage senere er bøflen død og klar til at bliver fortæret.

Vi besøgte to af de tre varan-øer, og vi har vel taget 100 billeder af disse grimme, men på en måde fascinerende dyr. Efter fire dage på havet gik vi i havn på øen Flores, hvorfra vores ”hjemtur” i båd og bus til Sengiggi på Lombok begyndte fredag morgen kl.7.15. Lørdag kl.9.45 nåede vi frem. Lidt klatøjet, men mange oplevelser og saltvandsfedtet hår rigere.Vi var de eneste ”hvide” på busserne og færgerne, men vi mødte udelukkende flinke mennesker. Mange vil gerne i kontakt med os. Where do you come from? What’s your name? Do you like Indonesia? – er blot nogle af de mange spørgsmål, som vi hele tiden bliver konfronteret med. Og vores store børn bliver alle steder mødt med smil. Nogle kan ikke dy sig og skal lige røre dem i ansigtet eller på armene. Heldigvis tager begge det med et smil.
Lukas debuterede i øvrigt på en noget utraditionel måde på et af de flade asiatiske mandi-toiletter. Det er jo den slags toiletter, hvor man placerer fødderne i de dertil formstøbte områder. Så sætter man sig ellers på hug og får ordnet det, der skal ordnes. Men vi må erkende, at vi ikke er de perfekte forældre. Vi havde slet ikke tænkt over, at Lukas aldrig havde ”siddet” på et mandi-toilet. Da han kom spurgte han, hvordan man mon bedst kunne gøre. Han havde nemlig taget alt tøjet af og ”sat” sig ned i den flade kumme. Det havde været lidt bøvlet både at komme helt der ned, og især komme af med det, man nu skulle.
Vi sendte Lukas i bad i 10 minutter i dag for at være helt sikker på, at han nu atter er klinisk ren.

Lige nu slanger familien sig ved pølen i vores lille luksusressort. Der er jo påskeferie, og i aften skal vi så se, om vi kan finde noget chokolade og andet at hygge os med. I morgen satser Lukas på at surfe med en instruktør.

Det er svært at skrive andet, end at vi fortsat nyder turen, og selv om der er mere end to måneder igen, så ved vi af erfaring, at anden halvdel af en rejse typisk går noget hurtigere end første del. Det er faktisk ikke nogen behagelig tanke.

Men vi har stadig meget at se frem til. Også gensyn med alle jer.

Bedste hilsner

Wybke, Lukas, Sofia and Uwe



Liebe Freunde,

Die deutsche Version wird diesmal etwas kurz. Der Pool ruft lautstark nach mir. Nach fünf Tagen fernab von derr Zivilisation sind wir jetzt wieder auf Lombok og Sengiggi. Hinter uns liegt ein wahrer Abenteuer-Ausflug zur Komodo Insel, wo die Komorane zu Hause sind. Auf drei kleinen indonesischen Inseln lebt der gesamte Weltbestand dieser eigentlich vor drei millionen Jahren ausgestorbenen Rieseneidecksen. Es war der grösste Wunsch von Lukas diese lebende Fossile in freier Wildbahn zu sehen. Und was tut man nicht alles für seine lieben Kleinen? Drei Tage dauerte die Schiffsreise auf einem kleinem Motorsegler zusammen mit 15 anderen Rucksackreisende. Wir haben keine Sekunde bereut. Nicht nur sahen wir ganze 19 Komorane. Auch wilde Wasserbüffel und Wildschweine kreuzten unsere Wanderwege, und unsere kleine Bootsgemeinschaft war wirklich eine sehr angenehme Gesellschaft. 5 Bootsmänner sorgten für unser leibliches wohl. Geschlafen wurde auf dem Oberdeck auf sehr dünnen Matrazen, und die tägliche Dusche etc. ging direkt im Ozean vor sich. Über die Komorane könnte man viel schreiben und wir haben wohl über 100 Fotos geschossen. Besonders sympatisch sind die Biester nicht. Sie werden bis zu drei Meter lang und verspeisen alles, was ihnen über den weg läuft – inklusive den eigenen Nachwuchs.
Nach vier Tagen auf See endete unsere Expedition fredag morgen auf der Insel Flores, von woaus wir den „Heimweg“ per Fähren und Busse Richtung Lombok antraten. 27 Stunden dauerte die Reise, und wie immer waren Wybke und ich stolz und beeindruckt, wie unsere Kinder mit solch anstrengende Situationen umgehen.
Die ganze Familie räkelt sich jetzt gerade am Pool. Wir werden noch ein paar Tage auf Lombok bleiben, bevor wir zu den Gilli Inseln weiterreisen.
Komodo war übrigens der südöstlichste Punkt unsere Reise. Ab jetzt befinden wir uns quasi auf dem Heimweg. Ein wenig beängstigend...

Beste Grüsse an alle (vor allem an die armen Bayern Fans)

Wybke, Lukas, Sofia and Uwe



Hi family and friends

Back from 4 days Komodo boat-trip! In Denmark Lukas had already declared that the wanted to go to Komodo Island and see the Komodo dragon. We had agreed but also knew it would be a long way there. But as usual the trips are made ready for tourists and we only had to choose which compay we wanted – and how mutch we wanted to pay. It wasn’t a difficult: one company wanted 2000 dollars per person! And other companies were a bit cheaper. We chose the cheapest - 7.6 million Rp for 4 days and four nights – 640 US dollars for all of us.
We started with a very small minibus that quickly got filled with other Komodo-tourists but the little bus also had to get loaded with all our food. So we stopped every kilometer and bought fruit, water, toilet-paper and live chicken. These were in a bag, heads sticking out and tied to the front of the bus!
After 6 hours we arrived at our boat. We had to sleep on paper-thin matresses on deck. We were 14 people all different ages and nationalities. Everybody was very nice-especially a couple from Luton.

It’s a long tripo out to the dragons but we stopped several places for snorkeling. Indonesia has crystal clear water and so we saw beautiful fish and corals.
It was a bit tough sitting on the hard deck day after day. There weren’t any chairs or tables. We all sat around the food on the floor at breakfast, lunch and dinner and ate while thinking which hip hurt most! The food and the crew was fantastic-they caught a small tuna which we had for lunch one day.

Finally we arrived at Komodo Island. It is difficult to describe these strange, lazy-looking animals. They are extreemely dangerous – fast and have a terrible “bite”. Only two weeks ago a man was killed by one of them.
The ranger have sticks ready to thump them if we come too close. Off course we kept a distance but we had this Russian guy on board. He went so close that the rangers told him off and held their long stick ready to keep the dragons from attacking him. He was told off again but right from the start of our tour when the rangers had gone through the rules in the park he had proclaimed: “i not understand you” (read with thick russian accent!) and put his earphones back in to his Russian ears!
We all thought he was an idiot-Lukas thought he was a hero! “He makes the dragons move and I get good pictures!”

We had a fantastic trip and it was worth the long journey-especially going all the way back the next morning...8 hours on a rusty, ugly and dirty ferry, then 2 hours in a bus going with a 110 km/h around sharp bends, then 2 hours break in a town where they presumably never had seen “white” people, then 11 hours in a larger bus, two hours ferry this morning, then 1 and a half hour by bus again and in the end 1 hour by taxi! Now we are back at our hotel, had a shower ( we haven’t had one in four days) and are now in the pool-relaxing!

Take care
With thoughts and hugs
Wybke, Lukas, Sofia and Uwe