Lykken ligger på ryggen - af en elefant

Kære familie og venner,

Enden er nær – i hvert fald enden på vores rejse. Men med Karen som ny rejsefælle ligger vi ikke på den lade side. Nej, også de sidste uger og dage skal udnyttes til at opleve. I den forløbne uge har vi været på Koh Chang, en nationalpark-ø seks timers kørsel og en times sejlads fra Bangkok. Vi er midt i regntiden, men det mærker vi heldigvis ikke meget til. Det sker, at der kommer et ordentligt brag af et regnskyl og tordenvejr, men to timer senere skinner solen fra en blå himmel.

Vi har virkelig nydt dagene på Koh Chang, hvor vi de sidste par dage flottede os ved at bo på Ressort. Børnene foreslog opgraderingen og bidrog selv med lidt lommepenge til de øgede udgifter. Svømmepøl, strand og natur var i højsædet, og ø-turens absolutte højdepunkt var en trekkingtur gennem højlandet på elefantryg. Safarien indebar også fodring og badning af de store dyr, og vores tre børn hyggede sig i badetøj på elefantryggen. Vi kom faktisk til at tænke lidt på Pippi Langstrømpe med Thomas og Anika højt til hest, da alle tre sad på elefanten-Karen forest.

Et andet højdepunkt var en tur hele øen rundt i lejet bil. I januar tog vi turen på knallert, denne gang altså i bil. Koh Chang er utrolig smukt og grønt, og det blev til mange stops og fotoseancer.

Lørdag gik turen tilbage til Bangkok, hvor vi fortsat har fast base i ”Hansens Guesthouse”. Bangkok har et kæmpe weekend-marked, og der gik kvinderne så shop-amok i går. Mens Lukas og jeg fik klaret vores indkøb (tøj og gaver) på under to timer, var Wybke, Sofia, Karen und Susan undervejs i otte stive timer. De kom slæbende hjem med tøj, sko, spisepinde og gud ved hvad alt. Nu håber jeg blot, at vi kan nå at få det hele pakket og slæbt med hjem.

Hos Uli og Susan har vi atter adgang til et rigtigt køkken, og det er en nydelse efter fem måneder med restaurant-mad atter selv at tilberede et måltid. Mens kvinderne gik shop-amok væltede og æltede Uli og jeg os i pizza-dej, og det resulterede i et pizza- og brødorgie i aftes.

I dag er det mandag, det kongelige palads venter på os. Det betyder, at vi skal være klædt tækkelige – lange bukser trods 35 grader!!!

I morgen gælder det så Thailands berømte Tiger Tempel, og så – ja så, er det onsdag og dermed flyvehjemdag. Uha, uha.

Dagens billeder er en blanding af Koh Chang-turen m.m. De tre smukke børn foran Marriott Hotellet er fra sidste uges graduerings-fest. Billedet skulle I også lige se.

Mange hilsner

Os fire, der nu er fem

Liebe Familie og Freunde,

Sofia ist zwar Pferdenarr, aber auf dem Rücken oder hinter den Ohren eines Elefantens fühlt sie sich auch ganz wohl. Eine Elefanten-Safari auf der Insel Koh Chang können wir getrost als den Hohepunkt der vergangenen Woche ansehen. Wir verbrachten sechs tolle Tage auf der grünen Insel sechs Autostunden von Bangkok. Hier waren wir bereits im Januar, aber die Kinder wollten Karen unbedingt die Insel zeigen. Wir befinden uns mitten in der Regenzeit, aber dass bedeutet eigentlich nur, das ab und zu ein gewaltiger Regenguss niedergeht. Zwei Stunden später ist alle überstanden, und die Sonne scheint.

Aber zurück zu den Elefanten. Zwei Stunden dauerte unsere Trekkingtur, die mit einem kühlen Bad im Fluss endete. Mit der rothaarigen Karen ganz vorne und unsere beiden blonden Kinder hinter sich fühlten wir uns wirklich an Pippi Langstrumpf, Thomas und Anika erinnert.

Sechs Tage Koh Chang vergingen wie im Fluge. Sonnabend ging es zurück nach Bangkok, wo der grosse Wochenendmarkt auf unsere Frauen wartete. Acht geschlagene Stunden verbrachten Wybke, Karen, Sofia und Susan auf dem Markt, und sie kamen erst gegen 20 Uhr abends schwer schleppend zurück. Jetzt hoffe ich nur, dass Alles in unsere Rucksäcke past.

Heute besuchen wir den alten Kaiserpalast (Grand Palace), und morgen gehts in den berühmten Tiger Tempel. Tja, und dann ist es schon Mittwoch und damit Heimreisetag...

Bis bald



Hi family and friends

So...this is it! The last letter? Time is up and we are going home on Wednesday. Mixed feelings and knowing that it won’t take a second to feel home again. Sofia is desperately ready but the rest of us could stay on a little longer. Lukas could go diving, Uwe and i could go on relaxing and reading...but life isn’t like that, is it? We have to make the best of it when we come home and we already have plans regarding our house. A new bathroom has to be installed and Uwe is looking forward to do his cooking again.

But before we leave Bangkok we will be going to the Tiger temple tomorrow. It seems they can’t get enough of animals: we went on an elefanttrek on Koh Chang. This was great. Not only the riding but we could feed them and swim with them! The swimming was great and the kids thought it the best. They looked a bit like Pippi Longstocking, Anika and Thomas when they were on the elefant.

Koh Chang was very, very quiet. It is rainy season but the rain only comes for a short time and other days we didn’t see a single drop. For Karen the sun is very strong so we moved to Warapura resort (where we had been in february) for a swimmingpool. Here, the kids could go in when the sun was too strong. It was a bit over our budget but the kids said they would pay towards it and so they had their own, huge room!
We rented a car and drove around the small island and made some photo-and swimmingstops. As there had been a storm the week before the waves were good!

We came back to Bangkok a bit earlier than we had to as the girls wanted to go to the weekendmarket. So yesterday was the “big spending day!” lukas and Uwe left the girls for the shopping-good choice as Susan, Wybke, Karen and Sofia went shopping for 8 hours! All at the same market-just tells you how huge this market is. Sofia and Karen became shopaholics! And the brilliant thing is that it is amazinlgy cheap! Susan gave them 1000 bath each and the girls couldn’t stop talking, laughing and their eyes were shining!!
Uwe is getting a bit nervous if everything fits in to our backpacks!
Packing tomorrow...sigh...but don´t be mistaken: we are looking forward to seeing you back home! And to all you folks whom we have met on our trip: thank you for your company and we hope to see you again!!


Smiles from us

New kid on the blog

Mandag den 8. juni 2009

Kære familie og venner,

Undskyld (ikke mindst Mostø) at dette indlæg er en dag forsinket, men det skyldes at søndag i går var rejsedag. Og der er sket så meget i den forløbne uge, at I også lige skulle have weekendens oplevelser med.

Men vi starter i onsdags. D-day i Thailand!!! I hvert for Sofia og os. Onsdag var nemlig dagen, hvor vores nabo og veninde Karen landede i Bangkok. Efter fem måneder kunne Sofia og Karen endelig omfavne hinanden. Og ja – der var ikke et øje tør. Så derfor ser I i dag ”a new kid on the blog”.

Karen rejser med os de sidste to uger af vores tur. Det er hendes konfirmationsgave, men det er vel lige så stor en gave for Sofia. Hendes mund har i hvert fald ikke stået stille siden Karen er ankommet.

Dagen efter fejrede vi Karens 14. fødselsdag. Der var selvfølgelig gaver og dannebrog på bordet, og dagen var rigtig dejlig. Sammen med familien Hansen spiste vi på en meget fin koreansk restaurant, og som aftenens overraskelse havde Susan lige organiseret en rigtig fødselsdagskage med navn og det hele.

De første dage er gået med at vise Karen rundt i Bangkok. Vi har været på flodtur og på den klassiske tempel-udflugt. Højdepunktet for ikke mindst pigerne var dog Bangkoks berømte Chatuchak weekend-marked. Hvis ikke man er shopaholic, så bliver man det der. Wybke, Sofia og Karen osede rundt i de mange boder og små stræder, og da alt er næsten utrolig billigt bliver der købt alt det, der kan bæres og slæbes hjem.

Lørdag eftermiddag ventede endnu et højdepunkt: dimissionsfest for Uli og Susans søn Christian. Han har netop bestået det, der vel nærmest kommer en dansk studentereksamen fra den internationale Patana School of Bangkok. Og her ved man, hvordan man skal fejre. Det hele foregik på det fashionable Marriott Hotel. Lærerne kom i sorte rober (næsten som i Harry Potters Hogswarts), alle vi andre var i stiveste puds. Heldigvis har Uli og jeg næsten samme højde, så jeg var i habbit og slips (med brune sko), mens Wybke var smuk og brun i hendes medbragte sorte kjole med guldsko. Lukas havde i dagens anledning lidt mod sin vilje investeret i en sort skjorte, og hold da op, hvor ser han så pludselig voksen ud.

Aftenen sluttede med en overdådig middag og underholdning, hvor Christian bl.a. optrådte med sit band. En helt igennem imponerende og mindeværdig aften. Børnene var med om eftermiddagen, og hyggede sig så selv hjemme os Uli med god mad og film. De var vågen endnu da vi vendte hjem lige før midnat.

Søndag var så atter rejsedag. Thailand er meget andet og mere end Bangkok. Selv om vi er i regntiden – og det har øset ned flere gange – har vi besluttet at tage ud på en ø: Koh Chang, seks timers rejse fra Bangkok. Her var vi helt i starten af vores rejse, og det var et glædeligt gensyn. Nu håber vi på lidt godt vejr, så vi både kan komme på elefantsafari og måske en snorkletur.Mere om det næste gang.

Mange hilsner

fra os

Liebe Freunde,

Es waren nicht die Tempel von Angkor Wat, es waren nicht die Riesenschildkröten in Malaysia, es waren nicht die 2000 Inseln in der Halong Bay in Vietnam und es waren auch nicht die wilden Orang Utans auf Borneo. Nein, das grösste Erlebnis für unsere Sofia auf unserer Reise war, das ihre Freundin Karen zu uns gestossen ist. Am Mittwoch war es endlich soweit. Karen kam in Bangkok an, og seit diesem Tag steht Sofias Mund nicht mehr still. Die beiden Mädchen sind ein Herz und eine Seele, und Sofia geniesst es sichtlich, ihrer Freundin sowohl Bangkok wie Thailand näherzubringen.

Gleich am zweiten Tag feierten wir Karens 14. Geburtstag und eine kleine Nach-Konfirmation. Uli und Susan hatten dafür ein koreanisches Resaurant empfohlen, und wir hatten einen tollen Abend. Als I-Tüpfelchen hatte Susan sogar noch eine richtige Geburtstagstorte organisiert.

Die ersten Tage in Bangkok vergingen mit Sightseeing auf dem Fluss, einer klassische Tempeltour und natürlich shoppen. Unsere drei weiblichen Reisegefährten haben ein ausgeprägtes Shopping-Gen, und in Bangkok kann man dieses voll ausleben.

Der vorläufig letzte Tag in Bangkok war Sonnabend war etwas ganz Besonderes. Uli und Susans Sohn Christian hatte seine offizielle Abiturientenfeier mit Verabschiedung und anschliessend Banket. In der internationalen Patana School of Bangkok wird ein solches Ereignis mit Stil begangen. Das Lehrerkollegium erscheint in weiten schwarzen Roben, alle Schüler in Gala, und alle Eltern und Verwandten waren auch wie aus dem Ei gepellt. Natürlich war unsere Rucksackgaderobe auf einen solchen Anlass nicht vorbereitet. Aber Ulis Kleiderschrank half mir weiter, während Wybke bis auf ein Paar goldene Schuhe fast selbstversorgend war. Lukas kaufte sich sein erste schwarzes Hemd, und sah plötzlich ganz erwachsen aus, während Karen und Sofia sich auf Bangkoks grossem Wochenendmarkt einkleideten. Rundt um ein toller und beeindruckender Tag und Abend.

Am nächsten Morgen hatte die Landstrasse uns wieder. Sechs Stunden busfahren ist inzwischen ein Klacks, und wir sind jetzt auf der Insel Koh Chang gelandet. Hier begann unsere Reise vor fünf Monaten, und Sofia geniest es jetzt Karen alles zu zeigen. Obwohl gerade Regenzeit herrscht spielt das Wetter mit. Lukas geht morgen mal wieder auf Tauchstation, wir anderen legen uns an den Strand. (hoffentlich!)Tja, soviel für heute. Die letzten 10 Tage unter den asiatischen Wolken sind angebrochen. Komisches Gefühl.

Bis bald

Beste Grüsse von

uns allen fünfen

Dear family and friends

Our young friend, Karen, has finaly arrived! Sofia is so happy and doesn´t stop talking. She is actually quite hoarse right now. She has so been looking forward to showing Karen Bangkok and by now Karen has actually seen and done quite a lot!

The first day the kids enjoyed playing in Uli and Susans pool and as it is very hot here it was a good way for Karen to cool off. We also went shopping in the huge weekendmarket and the girls went bananas as everything is very cheap. They bought and bought and still they had spent less than 200 kroner! Karen was amazed!

But Thailand also shows a different face-not only the luxury of Uli and Susans nice house and pool or the possibility of endless shopping but at the market there are a lot of beggars-all of them crippled. This made the girls feel quite uncomfortable and they realise how lucky they are.

Saturday was another fantastic experience for us all. Christians graduation party-held at the Marriott Hotel! It was awesome and it was a great honour and pleasure for us to be able to attend this very important day in Christians life. The girls had bought beautiful dresses and shoes, Lukas looked handsome in a black shirt and Uwe looked quite striking in a suit he had borrowed of Uli. Having seen him in shorts and t-shirt for 5 months this was quite a different man!

The next day we went by bus to Koh Chang. It was a six hours busride, 1 hour on a ferry and 1 hour by taxi. The kids did a good job and we found a place for the first night. It is so unbelievably quiet here! There’s just nobody here! It’s the rainy season and they have had a lot of rain but today the sun has been shining and the kids have been in the big waves all day.

Karen has to get used to the food but she isn’t afraid of experimenting. We have been to a Thai restaurant and at her birthday we all went to a Korean restaurant where we had so many different dishes and the food was grilled at the table. But yesterday she had an unpleasant meeting with fresh chilli!! She was sitting quietly, enjoying her fried rice when all of a sudden she gasped, panted and tears shot to her eyes! She couldn’t speak, just opened her mouth and gasped like a dog. In a hurry we ordered cucumber and at last she told us what had happened-still with her eyes all watery! She had a small bowl full of chillis next to her but somehow she had put her spoon in and liked it clean!! We had a laugh and we are sure that karen will have a closer look next time she has a small bowl next to her!!

Tomorrow the weather will change-they say-and we will move. To the Warapura Resort. The last days in luxury before going back to Bangkok.

The girls have already planned to go to the weekendmarket to shop...

I overheard them talking today:

Sofia: We need a rich husband, Karen.

Karen: Yes. So we can buy a big house with a footballfield. And it would be cool to have an island.

Sofia: Yes! And I want a big house and 20 horses.

Looking forward to seeing you!

Take care!

Back in Bangkok – and off again

Lørdag den 30. maj 2009



Kære alle,

Endnu en uge er forbi, og ringen om vores rejse er så langsomt ved at slutte sig. Det skete tydeligvis i tirsdags, hvor vi efter godt fire måneder på farten vendte tilbage til Bangkok, eller rettere sagt: home to Bangkok. Det er i hvert fald sådan, Sofia ser på det.

Og ja, det er fantastisk dejligt at være i Bangkok, hvor fætter Uli og hans familie og dejlige hjem er vores base. De sidste dage inden Bangkok tilbragte vi i Kuala Lumpur, hvor vi bl.a. var en tur rundt om de imponerende Petronas Towers og fik en storslået middag i byens tv-tårn, der er det fjerde højeste af sin slags i verden. Vi tog godt for os af de mange gode retter serveret i 282 roterende høje meter. Og det med at spise godt, gør for en gangs skyld ikke noget. Inden afrejsen fra Bangkok i januar var Wybke og jeg på vægten. Kontrolvejningen efter måneder med lækker, men som regel let asiatisk mad viste, at Wybke havde tabt sig knap 6 kilo, og jeg havde sagt farvel til otte af slagsen. De skal nu nok komme på igen. Børnene havde holdt deres vægt, til gengæld er de vokset adskillige centimeter.

Vi har sagt farvel til Malaysia, som oprindelig var tænkt som et slags springbræt mellem Indonesien og Thailand, men altså endte med at blive et af turens højdepunkter. Borneo med jungle, aber, dykning og hajer vil til evighed stå mejslet i vores erindring, mens Perhentian Island og Kuala Lumpur er adresser, som vi meget vel kunne vende tilbage til under en ”normal” sommerferie.

Tilbage til Bangkok: Ulis hustru Susan kunne ikke vide, at vi havde tabt os. Men hun gør en stor indsats for at vi genvinder vores almindelige kampvægt. Maden i Thailand er bare nam nam, og ud over at lave mad hjemme i køkkenet, inviterede Susan os ud på en natsejlads på Bangkoks Chao Praya River. Sådan et cruise kan for nogen virke lidt for turistet, men vi nød både det dejlig buffet og Bangkok by night. Det er bare imponerende at se de oplyste templer og kongepaladset med de gyldne tage fra vandet.

Lige nu befinder vi os i Hua Hin, Thailands kongelige badeby tre timers kørsel syd for Bangkok. Vi venter jo på at Karen kommer, og så er det dejligt at ”slå tiden ihjel” ved stranden. Sofia har endelig fået lejlighed til at ride. Hun har faktisk snakket om heste lige siden vi tog af sted. I dag var hun ude på en strandtur, og i morgen er hun i sadlen igen. Ulis chauffør, mister Tschad, kørte os til Hua Hin. Det foregik i en hvid Volvo og når sådan en parkerede ved fortovet var det ikke sådan lige til at ”sælge” historien om backpacker-familie, der skal have lidt ekstra rabat. Det lykkes dog til sidst – da mister Tschad var kørt. For første gang i over to måneder har vi opdelt os i to værelser, og vi betaler 100 kr. pr. styk pr. nat. Vi bliver i UaHHua Hua Hin indtil mandag, så vender vi tilbage til Bangkok, hvor vi ud over at skulle fejre Karens konfirmation og fødselsdag (på torsdag) også ser frem til at skulle til Ulis søns dimission. Christian har bestået det, der nok er nærmest en dansk studentereksamen, og efter sommerferien skal han læse videre i København. Det skal fejres på lørdag. I mangel af passende påklædning i rygsækken låner jeg en habit hos Uli. Mon jeg kan huske hvordan man binder et slips???

Det og meget andet vil I høre om i næste uge.
Jeg stopper her, for det er så varmt at sveden risikerer at dryppe ned i tastaturet.

Mange hilsner fra alle os



Liebe Freunde,

Der grosse Kreis unserer Reise beginnt sich zu schliessen. Dienstag landeten wir in Bangkok, und damit ist „die grosse Runde“ beendet. Bangkok ist so etwas wie unsere zweite Heimat in Asien geworden, und wir aber alle das Wiedersehen mit Vetter Uli og seiner Familie genosssen. Wie Sofia so richtig sagt: we are going Home to Bangkok.

Bevor wir Thailand anflogen waren wir einige Tage in Kuala Lumpur. Malaysias Hauptstadt hat sich zu einer modernen Grosstadt gemausert, und obwohl wir grosse Städte nicht unbedingt als Traumziele ansehen, genossen wir diese Tage. U.a. besuchten wir die beeindruckende Petronas Towers, und wir leisteten uns den Luxus in 282 meter Höhe zu dinieren. Kuala Lumpurs rotierende Fernsehturm ist der vierthöchste seiner Art in der Welt, und sowohl die Aussicht wie das Essen waren beeindruckend.

Aber Bangkok ist nun mal Bangkok.

Bevor wir die Stadt im Januar verliesen waren Wybke und ich auf der Waage. Jetzt war kontrolwiegen angesagt. Wybke minus seks, ich minus acht Kilo. Das gute – aber fettarme asiatische Essen ist nicht zu verachten. Die Kinder haben ihr Gewicht gehalten, sind aber dafür etliche centimeter gewachsen. Wybke wird in Kürze die Kürzeste von uns ein.

Keiner von uns ist allerdings unterernährt oder am verhungern. Dafür sorgt Uli und dessen Frau Susan. U.a. erhielten wir eine Einladung zu einem Nicht-cruise af Bangkoks Chao Praya River. Wider waren Essen und Aussicht ein Erlebnis.
Am Sonnabend sind wir zur Abiturientenfeier von Uli/Susans Sohn Christian eingeladen, und davor feiern wir am Donnerstag Karen 14. Geburtstag- Sie kommt nach Bangkok am Tag davor. Sofia kann es kaum erwarten.

Apropos Sofia. Unsere kleine – und jetzt schon sehr grosse- Tochter ist ja Pferdefreund. Seit über vier Monaten hat sie nicht geritten – dafür aber täglich über Pferde gesprochen. Wir befinden uns jetzt gerade in Hua Hin, Thailands royaler Badeort drei Stunden südlich von Bangkok. Hier kann man Pferde am Strand mieten, und heute sass Sofia dann endlich wieder im Sattel.

Ulis Chauffeur Mister Tschad führ uns im weissen Volvo von Bangkok nach Hua Hin. Natürlich ist es schwer, wenn man so luxerieus unterwegs ist, bei billigen Hotels auch noch einen Backpacker-discount zu verhandeln. Es gelang uns dann auch erst, als Mister Tschad schon auf dem Heimweg war. Wir verbringen ein verlängertes Wochenende in Hua Hin. Danach geht es zurück nach Bangkok, und von hier zusammen mit Karen weiter nach südosten zur Insel Ko Chang. In Thailand ist herrscht zur Zeit Regenzeit, aber das bedeutet eigentlich nur, dass es sehr warm ist, und dass am Nachmittag ein ordentlicher Regenguss niedergeht. In Badehosen lässt sich das leicht überleben.

Die heute beigefügten Fotos sind ein Mixture aus Kuala Lumpur, Hua Hin und Bangkok.

Bis bald

Viele Grüsse
von uns


Dear family and friends

I can hear thunder in the background-sitting outside on our balcony in Hua Hin. It´s “rainy season” so the rain arrives after the sun has left around midday. It’s ok for the children as they have their own room here (100 kr pr room) and like being without their parents. Just relaxing, watching tv and playing on their game-boys. We think they will have trouble coming home to the busy life again-they are far too laid back!

Sofia has been out riding today-she just hasn´t stopped talking about horses for nearly 5 months now-it´s driving us crazy but when she sits in the saddle she looks so confident, beautiful and happy and we know that this is all she wants! Tomorrow she has made another appointment and is looking forward to gallop along the beach!

We had three nice days in Kuala Lumpur before we arrived back “home” – Bangkok.
Lunch one day was taken at the 282 meter high, rotating tv-tower. A large buffet that just made the kids smile-especially Lukas as the desserts looked fantastic!

Uwe and I have both lost weight - the Asian food is healthy and good. Lukas has put on weight but he is also growing every second. Every time I turn around to look at him he just has grown more! I don´t understand where little Lukas has gone! Sofia´s legs are now longer then mine (not very difficult!) so no wonder they both eat so much!

Susan and Uli have as always been very kind to invite us to their lovely home – the Hansen Guesthouse we call it!:) We have been invited to their son Christians graduation and soon he will join his sister, Sophie, in Copenhagen.

We will stay here in Hua Hin until Monday, then fetch Karen on Wednesday. It´s her birthday on Thursdag. Then we will be going to Koh Chang with her. We hope the weather will be ok and that we can do some snorkeling with her. But more about that next week and soon we will not write but talk to you!

That´s all for now
Hugs from

us

Rejseholdet får forstærkning

Lørdag den 23. maj 2009

Kære venner

Ugens største nyhed fra vores nuværende breddegrader udspillede sig faktisk ikke her i Malaysia, men 12.000 km luftlinie i festlokalet på Hohenwarte i Højer. Her holdt vores nabopige og Sofias bedste veninde, Karen, konfirmation i torsdags. Gaven fra hendes forældre Lotte og Jesper var en flyvebillet til Bangkok, og den 2. juni flyver Karen så til Thailand. Vi vil stå i lufthaven og tage imod, og Karen skal så rejse med os de sidste 15 dage. Sidstnævnte er vores konfirmationsgave. Sofia har vidst det i næsten to år, og selv om det har været meget svært, har hun kunnet holde tæt. Vi glæder os alle til Karen kommer, og vi har planer om at vise hende Bangkok samt tage ud på en ø.
Spørger vi Lukas, skal denne ø helst være med gode dykkeområder. I dag (lørdag) sidder vi i en bus, der efter 11 herlige dage på Perhentian øerne bringer os tilbage til Kuala Lumpur. Perhentian har været ren (luksus)ferie. Lukas nåede – også takket være en rar sponsor i Løjt – op på sit 13. dyk. Og der er næsten ingen grænser for hans kendskab til både fisk, koraller og hvad der ellers befinder sig under havets overflade. Også Wybke fik atter glæde af sit dykkercertifikat, mens Sofia og jeg var ivrige snorklere. Også vi så massevis af hajer og andre fascinerende ting.

Ugens dyr var dog ikke en fisk, men derimod en slange. En stor en af slagsen. På vores resort blev der i ugens løb fanget en over to meter lang pytonslange. Den blev i fredags ”løsladt” på ”vores” strand, nemlig den strand, hvor der stort set ikke var andre end os. Slangen var nu ikke meget for at blive sluppet løs, men efter en halv time fik to ivrige ansatte bugseret den ud af kassen, hvorefter den efter nogen tøven forsvandt i regnskoven.

Andre dyr var en stor mus (eller var det en rotte?), der løb ud fra køkkenet og ud i restauranten i vores ressort. Derhjemme havde Sundhedsstyrelsen formentlig lukket stedet og aviserne havde ryddet forsiderne. Hernede tog gæsterne det med et overbærende smil.

Vi følte os meget veltilpas på Perhentian og Shari La Ressort, hvor vi nød årets første to grillaftener og endda var så privilegerede, at kokken serverede ekstra tilberedte små hummere og friskfanget fisk kun for os. Fint skal det være.

NU rumler vi som nævnt i en bus, og derfor kunne jeg skrive stolpe op og ned igen. Men jeg undlader. Blot så meget om den nærmeste fremtid: Vi bliver i Kuala Lumpur til på tirsdag, hvor vi tager til Bangkok. Det glæder vi os alle til. Dagene i KL vil gå med almindelig sightseeing, heriblandt formentlig en tur op i et af verdens mest imponerende skyskrabere, Petronas Towers. Mere om det næste gang.

Vi ses – snart

Mange hilsner

Rejseholdet


Liebe Freunde

Nach nunmehr mehr als vier Monaten auf der Walz erwartet unsere kleine Reisegruppe demnächst Verstärkung. Sofias beste Freundin und Nachbar Karen stösst am 2. Juni in Bangkok zu uns. Karen wurde am 21. Mai konfirmiert, und das Geschenk der Eltern war en Flugticket nach Thailand. Seit zwei Jahren ist dieser Abschluss unserer Reise geplant. Sofia hat mit Braveur die absolutte Geheimhaltung gemeistert. Jetzt freuen wir uns alle auf unseren neuen Reisegefährten. Wir planen u.a. eine Insel zu besuchen. Und ausserdem feiern wir am 4. Juni Karens Geburtstag.

Unsere vergangene Wochen war weniger spektakulär, dafür aber umso behaglicher. 11 Tage haben wir auf den Perhentian Island verbrachtr. Lukas hat jetzt 13 Tauchgänge in seinem Logbuch, und auch Wybke ist wieder in die Tiefsee abgetaucht. Alle vier haben wir ausserdem an einem fast total verlassenem Strand jeden Tag umgeben von Haien und anderen exotischen Meerestieren und Korallen geschnorchelt. Wir wohnten in einem Luksusressort, und sollten wir unterwegs ein paar Kilo Gewicht verloren haben, dann sind sie jetzt wieder angegessen worden. Das aus der Hotelküche zwei mal eine grosse Maus (oder war es eine kleine Ratte??) ins Restaurant huschte, tat unserem Appetit keinen Abbruch.

Aber das Shari La Ressort hat auch noch andere Tiere zu bieten. Gestern liesen die Angestellten eine über zwei Meter lange Pytonschlange frei. Das Riesenvieh hatten sie im Ressort gefangen.

Gerade jetzt (Sonnabend nachmittag) sitzen wir im Bus zurück nach Kuala Lumpur. Wenn alles glatt läuft, dauert die Fahrt neun Stunden. Das sitzen wir inzwischen auf einer Pobacke ab. Wir bleiben drei Tage in KL, dann gehts pr. Flugzeug nach Bangkok, wo wir uns auf Vetter Uli und seine Familie freuen.

Davon später mehr.

Vorerst beste Grüsse

von uns

Hi family and friends

Have just had the computer from Uwe and am now sitting in bus writing this letter-we are on a 9 hour bustrip to Kuala Lumpur.
We have left the Perhentian Island, Kecil – unfortunately, I have to say, as this island is paradise! The water is 30 degrees, the fish and coralls beautiful, the beaches splendid....

Lukas had some more dives and I also had a single one. But it really isn’t neccessary to dive, snorkeling is very good too. We have seen turtles and sharks...just getting up from the beach, leaving the bacgammongame, two steps in to the water and you could see sharks!!

The best that has happened to Sofia though is that Karen, her best friend, has had her confirmation present from her parents: a trip to Thailand. So now after knowing about this for nearly 2 years, Sofia can talk to Karen about Thailand! We are all looking forward to fetching Karen from the airport on the 3rd of June. Karen will fly home with us again on the 17th. Lukas wants to go to an island where he can go diving-he is too bored on a beach where there are no fish or waves! Talking about being spoilt!

While he was out diving and looking at all the amazing fish he knows the names of, we had quite another surprise at our beach. 2 young men came along with a big, wooden box. They called: want to see snake? Big one! And right they were: a 2 meter python was curled up inside. Now came the tricky part:getting the fat monster out of the crate! As the young Asians are they didn’t have a clue how to do this. So instead of oppening the box and wait, they hammered, kicked and tobled the box around. Now the snake desperately wanted to stay where it was! Eventualy she did come out though and slid in to the bushes near the beach.
Maybe she went back to where she came from: the hotel!!
The snake wasn’t the only creature in the bushes. A quite big iguana (lizzard) also thought the bushes by the beach were a good home. Until 2 (other) young Asian guys saw her and threw big corals and stones at her. She hissed but didn’t run away. I had to get another man to tell them not to hurt her, as we had seen that she was pregnant. The young men stopped but not without sending me looks that told me everything! Sometimes it really amazes us how they treat animals and nature here in Asia.

Well, we are on our way to Bangkok on Tuesday, which means that our trip has come to an end soon (nooooooooooooooo) hehe, we are looking forward to seeing you all....

Take care, love from us

Hej haj

Kære venner,

Dette blogindlæg bliver formentlig mega kort. Der er nemlig ikke rigtig noget nyt at berette. Det skulle da lige være, at vi igen har været udsat for bedbug-angreb og nu svømmer rundt i en ensom lagune med massevis af hajer.
Men vi tager lige tingene i rette rækkefølge:

Efter dykkeropholdet på Mabul og Borneo tog vi med fly til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Vi ankom en weekend, hvor der var stor fuldmåne-buddistfest, hvilket var ensbetydende med, at der stort set ikke var nogen ledige overnatningssteder. Til sidst fandt vi et backpacker-hostel, som godt nok var anbefalet i Lonely Planet, men viste sig at være meget beskedent. Det eneste der var rigeligt af (i møblerne), var bedbugs, og de tog godt for sig af både mine og Wybkes lår. Fire-fem dages kløen ventede dermed forude.

Vi er og bliver aldrig storbysmennesker, så efter to dage i KL tog vi en natbus til det nordøstlige Malaysia. Vi kørte med en natbus og en chauffør, der mildest talt kørte i et ret opgearet tempo. Trods regn, rusk og bjerge overhalede vi alt og alle. Børnene sov heldigvis, men vi voksne lukkede ikke et øje. Klokken 5.30 nåede vi frem til den lille havneby, hvorfra vi skulle sejle til Perhentian øerne.
Her er vi nu, og vi nyder det.
Vi tillader os faktisk den enorme luksus at holde ferie – fra at rejse.
Vi er flyttet ind i det flotteste og dyreste resort på den lille ø. Efter fire måneder på landevejen kan vi efterhånden forhandle de rigtige priser, og det lykkes også denne gang. Vi bor i en fin bungalow med tv, aircon, varmt vand og terrasse samt fuld pension til knap 500 kr. Det er mange penge, når vores budget er 600 om dagen, men på den anden side bruger vi ikke penge overhovedet. Lagunen lige ned foran resortet har både koraller, rogger, skildpadder og ikke mindst hajer. Sidstnævnte har Lukas desperat ventet på at komme til at dykke og snorkle med. I løbet af de første to dage har han set ikke færre end 90!! hajer, deriblandt flere rigtig store. Så vi keder os ikke.
Formentlig bliver vi her en uge mere, indtil vi den 24. maj tager tilbage til Kuala Lumpur og så videre til Bangkok. Vi glæder os alle til et gensyn med fætter Uli og hans familie. Tænk, det er allerede fire måneder siden vi tog afsked med dem.
De vedhæftede billeder viser i dag lidt strandliv og måske en enkelt haj – hvis billedet når frem i tide.

Mange hilsner

Sofia, Lukas, Wybke og Uwe


Liebe Freunde,

Wir haben Borneo verlassen und nach zwei Tagen in Kuala Lumpur sind wir jetzt auf den Perhentian Island im nordøstlichen Malaysia angekommen. Ein Nachtbus mit einem etwas zu tempofreudigem Fahrer brachte uns bis zum Hafen, und nach einer kurzen Ûberfahrt sind wir nun im Paradies gelandet. Nach vier Monaten „on the road“ leisten wir uns jetzt einen 10 tägigen Urlaub. Wir wohnen in einem Resort in einem schicken Bungalow mit Vollpension. Wir müssen uns um absolut gar nichts kümmern. Sehr angenehm – und die ganze Herrlichkeit bekommen wir auch noch zu einem erschwinglichem Preis. Vier Monate Asien, wo man fast um jede Banane zäh verhandelt, machen sich eben doch bezahlt.
Das beste ist, dass wir direkt an einer Lagune wohnen, wo es Korallen, massenweise exotische Fische und nicht zuletzt jede Menge Haie gibt. Mit letzteren wollte Lukas ja unbedigt schnorcheln und tauchen. Und das hat er jetzt fast im Überfluss. Täglich beobachten wir Haie von kindergartengrösse bis hin zu voll erwachsenen Exemplaren. Einmalig. Unser Tagesablauf ist fast fest gegliedert. Aufstehen, gutes Frühstück, zwei Stunden Schule, dann ab an den Strand. Gegen 17 Uhr ist dann „Beer a clock“ angesagt, und um 19 Uhr gehts zum vielgängigem „Abendmahl“. So lässt es sich leben.

Wir werden wahrscheinlich noch eine Woche bleiben. Dann gehts zurück nach Kuala Lumpur, wo wir u.a. de berühmten Petronas Towers besuchen wollen. Am 26. fliegen wir dann nach Bangkok und sich unser Reisekreis vorerst schliesst. Wir alle freuen uns auf ein Wiedersehen mit Uli og Susan und deren Kinder.

Die heute beigefügten Fotos sind nicht besonders aufregend. Strandleben ist schön, aber nicht fotogen. Vielleicht bekommen wir noch rechtzeitig ein Hai-Foto, um die Sache etwas aufzulockern.

Beste Grüsse von
Lukas, Sofia, Wybke und Uwe


Hi family and friends!
Greetings this time from north-east Malaysia-the Perhentian islands.
We arrived at Kuala Lumpur at a weekend and a lot of guesthouses and hotels were fully booked. The kids and I sat and had an ice-cream while Uwe went “bed-hunting”. He found a guesthouse that was recommended by the travellers bible:Lonely Planet. I don´t know if the manager has paid for this recommandation in the book, as the staff didn´t smile, we only had 2 pieces of toast for breakfast and there were bedbugs in the sofa!! Luckily we only had to stay there 2 days!
Kuala Lumpur is a big city like any other and we will never become “city-people”. The kids were happy though because they had a day in a fun-park. This funpark with roller-cooaster and everything was in the shopping-center! So there we were, most of the day upside-down...

A wild busdriver took us by night to the harbour from where a speedboat took us to Perhentian Kecil Island.
We had booked a room at Senia Resort but as we went in to look at the room: it was stuffy, dirty and expensive compared to the standard. (105 ringit-175 kr) and only had one bed for the 4 of us!! We walked away saying no thank you. We decided to have our breakfast first and then Uwe went to a place that looked really expensive...10 minutes later he had bought the place!!
We had a beautiful hut (suite), two large beds, warm water, tv, fridge...perfect and the kids were wild. We pay 300 ( 500,- kr) ringits but this also includes a breakfast -and dinner buffet so we aren’t spending any money on food. So in all it was a better choice.
The best is the amazing beach though! We just walk down some stairs, walk in to the warm, blue water (30 degrees) and swim with sharks!! Lukas has so been wanting to see sharks and by now he has seen 90!!! There are small Black-Tipped Reefsharks and some that are quite big...but not hungry! Phew!
The kids have school every morning for two hours-Sofia writes good stories and Lukas reads one book after the other!

We’re looking forward to going back to Bangkok soon but right now we are enjoying the sand, the sun, the food...and us.

Take care! See you!

Om aber, igler og dybe dyk - velkommen til Borneo

Kære venner,

Computeren virker, men vi er langt, langt fra en internetforbindelse. Så jeg kan ikke sige – eller skrive – hvornår denne beretning når frem. Vi er nemlig landet i junglen, midt imellem en milliard malaria-myg, blodtørstige igler og et helt fantastisk dyreliv. Ja, vi har set en rigtig orang utan, og det takket være Sofia. På førstedagen af vores jungletrek var vi på en bådtur ned af Kinabatangan-floden. Og der, lige pludselig oppe i et træ, sad, eller rettere sagt lå den: en kæmpestor han-Orang Utan. Et fantastisk syn, som vi nød i næsten et kvarter. Hele turen til Borneo var ikke mindst begrundet i Wybkes store ønske om at se en orang utan i ”wildlife”. Og det lykkes altså straks på førstedagen.
Vil man se disse store menneskeaber i dens naturlige omgivelser, er Borneo den eneste mulighed. Der er stor risiko for, at ”The man of the forrest” som ”orang utan” betyder på malay, vil uddø i løbet af de kommende 30-50 år. Der bliver gjort store anstrengelser for at forhindre dette, blandt andet er der indrettet fire orang utan rehabiliterings-centre, der tager sig af de unge aber, man opdager ude i naturen og som ikke kan klare sig selv. Vi besøgte et sådant center inden vi tog ud på en tre dages tur ud i junglen. Og på dette center blev Lukas dagens helt. Det var ham, der fulgte en intuition og gik lidt tilbage, da en orang utan pludselig krydsede hans vej. En rancher samlede den op, og så kunne alle vi andre også hilse på.
Den forløbne uge har stået i dyrenes tegn. Ud i junglen har vi ud over Kongen over alle også mødt de markante næseaber, vi har set et vildsvin, masser af eksotiske fugle og en stor og en lille krokodille. Vi bor meget primitivt ned til floden i nogle træhytter. Ekspeditionen koster en halv bondegård, og det bliver ikke billigere, når vi om et par dage tager videre til øen Malub, som sammen med naboøen Sipadan udgør verdens bedste dykker-område. Det siger i hvert fald selveste Jacques Cousteau, og han må jo vide, hvad han taler om. På Malub skal Lukas i gang med et dykkerkursus. Det glæder han sig meget til.
Men inden vi skal ud til strand, sol og koraller, venter endnu en dag og nat her i midt i junglen. Og her er vi omsværmet. Vores ”basecamp” deler vi med en dansk familie fra Vesterbro (Brian og Marianne med Anna (15 år) og William (10 år). De er rigtig hyggelige at være sammen med. På vore trekkingsture gennem junglen er vi ikke mindst udsatte ofre for blodtørstige igler. De kommer ind på kroppen alle mulige steder. Vi er netop kommet hjem fra en formiddagstur, hvor vi i total gennemsvedt tøj vadede i mudder til op over anklerne, og med igler på både bukser, bælte og ryggen. Heldigvis tager Lukas og Sofia den slags angreb med beundringsværdig ro, så vi klarer os. Marianne og Anna hader al slags kryb, så de har fået nok af Tarzan & Jane tilværelse. Men de skal naturligvis med, når vi i eftermiddag atter skal på orang utan-jagt.

LAAAAANG PAUSE

Nu er eftermiddagen og aftenen overstået. Vi så yderligere tre orang utanger, desuden en odder, en ørn, isfugle og en helt masse andet. Turen i junglen var virkelig alle penge værd – det siger ikke så lidt, for det var en dyr fornøjelse.



I sidste brev skrev vi, at vi vendte tilbage til Backpacker-tilværelsen og hyggede os på et hostel i Kota Kinabalu. Hyggen fik en meget drastisk afslutning, da vi opdagede, at vores værelse og ikke mindst Wybkes og min seng var fyldt med grådige sengelus. Jeg fik mindst 50 kløende bid, og Wybke måtte også lægge krop til disse ubehagelige overgreb. Vi flyttede værelse midt om natten, da vi opdagede, at de såkaldte ”bedbugs” kravlede op ad vore vægge. De mange bid havde vi ”glæde” af i fire dage.

Jeg skriver resten af dette dagbogsafsnit på en øen der hedder Mabul. Her er heller ikke nogen Internet. Til gengæld regnes området som et af verdens bedste dykke- og snorkelområder. Vi kom hertil med bus og båd, og de sidste dage har vi rejst sammen med den danske familie, Brian og Marianne sammen med deres børn Anna og William. De er på en en måneders rejse gennem Malaysia, og deres tur ender om få dage.
På Mabul bor vi på ”Scuba junkie”, og jeg skal love for, at familien er blevet afhængig af at dykke. Wybke og Lukas kan nu efter et tre dages kursus kalde sig certificerede Open Water Divers. Vi ved nu godt, hvor Lukas´ opsparede rejsepenge havner: midt ude under havets overfalde. Netop nu, torsdag den 7. maj, er han ude på sit sjette eller syvende dyk. Wybke og Lukas har papir på, at de må dykke 18 meter ned, og de har allerede set et hav (!) af fisk og ikke mindst enorme skildpadder. Også Sofia har for alvor fået hovedet under vandet. Hun gennemførte et Scuba-dive introduktionskursus med 2 komplette dyk ned på 12 meter dybde. Imponerende.
Vi bor i nogle rækkehus-hytter lige ned til stranden og koralrevet. Det er bare stedet, når temperaturen sniger sig op over de 35 grader om dagen. Vandet er i øvrigt 30 grader og tyrkis blåt.
Mabul bliver sidste destination på Borneo. Vi har ændret planer, smidt et sæt flybilletter i havet og flyver lørdag til Kuala Lumpur. Herfra går det formentlig med natbus videre til Pehrentian Island, to små paradies-øer i det nordøstlige Malaysia tæt på den thailandske grænse. Her skal der atter snorkles og dykkes, indtil vi den 26. maj flyver til Bangkok. Her forventer vi bedre netforbindelser, og dermed lidt hyppigere blog-opdateriner end netop nu. Dagens billeder er både fra junglen og stranden, præcis de to steder, som Borneo er berømt for og vi vil huske øen for.

Mange solskinshilsner

for os

Liebe Freunde,

Auf Borneo ist das internet zwar erfunden, aber mit den Verbindungen ist es nicht so weit her. Deshalb folgt es jetzt ein kurzer Rückblick über die vergangenen zwei Wochen, die uns weit gebracht und um vieles bereichert haben. Kota Kinabalu und Sandakan auf Borno ging unsere Tour planmässig in den Djungel. Von anfang an war es unsere Hoffnung, einen Orang Utan (The man in the forrest) in natürlicher Umgebung zu erleben. Die Zeit eilt. Wenn nichts drastisches unternommen wird, könnten diese imponierende Menschenaffen binnen der kommende 30 Jahre von diese Erde verschwinden. Heute gibt es sie nur noch im Zoo, in vier Rehabilisationscentren und eben in freier Wildbahn auf Borneo. Nicht alle Besuchern ist es vergönnt, einen Orang Utan im Djungel zu sehen. Wir hatten riesisges Glück. Zusammen mit einer anderen dänischen Familie, die wir unterwegs kennengelernt haben, bezogen wir ein Base Camp am Kinabatangan Fluss – Mücken, Blutegel und anderes Kleintier inbegriffen. Die drei Tage Tour beinhaltede insgesamt vier Fluss-Expeditionen , und gleich auf der allerersten sahen wir in, den grossen Menschenafften da oben im Baum ganz dicht am Flussufer. Sofia entdeckte ihn zuerst, und wir konnten ihn aznschliessend über eine Viertelstunde beobachten. Einmalig.
In den kommende Tage sahen wir noch drei weitere Exemplare, und zu unseren Djungel-Trophäen gehören auch Greifvögel, Krokodille, ein Otter, verschiedene Affenarten, u.a. die berühmten Nasenaffen, sowie viele Vögel, u.a. mehrere Eisvögel.

Der richtige Ausgleich für die heissen, feuchten Tage im Djungel ist Wasser und Strand. Auch was dass betrifft, ist Borneo reicht gesegnet. Sipadan und Mabul gelten unter Tauchern weltweit als allererste Adressen. Lukas und Wybke haben inzwischen ihren Tauchschein in der Tasche, und Sofia hat auch ihre ersten beiden Tauchgänge mit einer Tiefe bis zu 12 Metern hinter sich gebracht. Unsere Kinder haben ihr Taschengeld sehr vernüftig verwaltet. In den kommende Tagen wir einiges von dem Ersparten buchstäblich ins Wasser geworfen. Nach fünf Tagen auf Mabul reisen wir am 8. Mai über Kuala Lumpur zu den Pehrentian Inseln im nordosten Malaysias weiter. Die Inseln sind mit bedacht gewählt. Hier warten die nächsten Korallen und Fische auf uns. Lukas hofft innerlich, dass auch ein paar Haie dabei sind.

Was gibt es sonst noch zu berichten? Ausser ein paar Mückenstiche und ein massiver Angriff von Bettläusen in einenm Backpackerhostel erfreuen wir uns nach wie vor bester Gesundheit. Unsere Kinder wachsen, Wybke wird langsam die Kleinste von uns vieren.

Soviel für heute. Wann dieser Bericht ins Netz gestellt wird, kann ich leider nicht sagen. Wir werden sehen. Die beigefügten Fotos zeigen sowohl Menschen sowie einen Menschenaffen. Hofentlich erkennt ihr den Unterschied.

Beste Grüsse

von uns

Hi family and friends

Leeches, Orang Utans and huge turtles...we have been on a jungle-trip and are now on a beautiful small island, Mabul.
In the last letter we told you that we stayed at a backpacker place...right. In the middle of the night we had to have a new room! We had bedbugs crawling up the walls, on Lukas’ leg and on our bodies...eeew and leaving our poor skin all red and “bumpy”.
We have met this nice Danish family (Brian, Marianne, Anna 15 and William 10) and agreed to go to the jungle together. We booked a very expensive trip out to very basic huts right down to Kitabatangan river. Everything here is terribly expensive and also booked. They don’t let loads of tourists trek or dive, so we were only the 8 of us and 2 other persons in the jungle.
We had night-trips, day-trips and boat-trips. Walking through the jungle at daytime was hot and the mud went over our wellingtons but the “worst” of all were the leeches - they were everywhere! We had to look at our clothes all the time and if one or two crawled on us we had to really pull hard to take them off. We were lucky we didn´t have any on our body but Brian had three and the blood was pouring out!
But now I don´t want to tell about discusting animals only... on our first boat-trip Sofia was the first to see a huge Orang Utan! It was sitting very close to the river and looking down at us, when he had seen who we were he lay back again and ate his leaves. It was fantastic!
The day before we had been to one of the sanctuaries. Here they take care of the apes if they have been kept as pets or if found ill. We saw them at feeding time and off course Lukas wandered off. All of a sudden he heard something in the bushes..and out came a small female Orang Utan. A ranger was close so he picked her up and Lukas could touch her!

Three days we stayed in the jungle and saw wild cats, beautiful birds, an otter, a wild pig, two crocodiles, a lot of monkeys and a lot of other animals. It was an amazing trip!
By very rotten bus we went to our next destination: via Semporna to Mabul island. The islands here are known as the worlds best diving and snorkling sites and we think this is true! We couldn´t come to Sipidan island as the restrictions here are really wild. It is fully booked and impossible to get to. But we are happy here on Mabul. Lukas and I have just made the open warter certificate and Sofia had a shorter course but still went scuba-diving on 12 meters! The teachers said our kids were naturals!
We have seen stingrays, huge cuttlefish, different Morays, beautiful colored fish and the best: turtles!! Huge ones. They come quite close to the shore because the shrimpe here clean their shells!
We have changed plans and are shortening our time here in expensive Borneo and going to Kuala lumpur and some islands close to the Thai border called the Perenthians. The kids want to spent their money on diving!!

Hope your all ok
See you

Bye bye Bali

Soendag den 26. april 2009

Kære venner,

Blot en kort update fra os. Efter en måned, der er gået alt for hurtigt, har vi nu sagt farvel til Indonesien, Bali og Lombok. Faktisk kom vi slet ikke tilbage til Bali. Dagene på Gili Øerne og på Lombok var så behagelige og dejlige – også takket været godt dansk selskab af Tina og hendes datter Sofia – at vi blev helt indtil fredag.
Tina har tidligere været gift med en mand fra Lombok, og vi var to gange inviteret til mad hos hendes eks-svigerfamilie. Det gav masser af dejligt mad samt et godt indblik i, hvordan en almindelig indonesisk familie lever.
At vi blev så længe på Lombok medførte, at både fredag og hele lørdage var "fulde" rejsedage op til 16 timer. Fredag med bil, færge, bus, fly og taxa til Jakarta, hvor vi overnattede for at nå flyet lørdag eftermiddag til Kota Kinabalu på Borneo, hvor vi nu ser frem til at skulle være de kommende fire uger. Vi opholder os i den malaysiske del af Borneo, der er verdensberømt for sin natur med jungle, bjerge og koraller. Vi har planer om at besøge nogle øer, at hilse på urang utangerne og Lukas er meget optaget af at tage et dykker kursus. Vi må se, hvad det bliver til.
Her i Kota Kinabalu er vi flyttet ind på et rigtigt backpaper-hostel med masser af unge mennesker. Wybke og jeg føler os godt 20 år tilbage i tiden. En ganske behagelig fornemmelse. Lukas og Sofia har kastet sig over internet-terminalerne. Efter næsten tre ugen uden at være online var de ved at få abstinenser.
Vi hører, at foråret er kommet til Danmark. Dejligt. Vi har stadig den første grillpølse til gode.
Mange varme hilsner

Uwe, Wybke, Lukas og Sofia


Liebe Freunde,
Heute nur eine kurze Nachricht von uns. Nach fast einem Monat haben wir jetzt Indonesien verlassen. Ein etwas wehmütiger Abschied. Das Land, die Leute und vor allem die Natur og die Strände waren ein tolles Erlebnis. Ausserdem hatte wir die Moglichkeit eine indonesische Familie kennenzulernen. In unserem Hotel trafen wir Tina aus Kopenhagen. Sie war früher mit einem Indonesier verheiratet und besucht jetzt regelmässig sammen mit ihrer Tochter Sofia (9 Jahre) ihre Ex-Schwiegerfamilie auf Lombok. Unsere Sofia und Lukas waren u.a. mit ein paar Jugendlichen aus dem Dorf mit dem Moped unterwegs.
Zwei Tage dauerte die Reise von Lombok über Bali und Jakarta nach Kota Kinabula im malaischem Teil von Borneo, wo wir uns jetzt einlogiert haben. Auf Borne freuen wir uns auf viel Natur, Tiere und Wasser. Lukas möchte unbedigt einen Tauchkurs machen, und Wybke wird ihn auf jeden Fall mitmachen. Ob Sofia und ich auch dabei sind, muss sich noch zeigen.
Darüber demnächst mehr.

Beste Grüsse von uns allen.

Hi family and friends

Greetings from Kuta Kinabalu, Borneo. We arrived last night so more about this place in the next letter.
Bali, Lombok,Komodo Island and Gili Air... this is only a very small part of Indonesia we have seen but also a very nice part. We didn’t travel a lot this time as we found a very nice hotel in Sengigi on Lombok (large island next to Bali) we also stayed here because we met a very nice 9 year old girl from Kbh, Sofia, who was visiting family together with her Danish mother, Tina. Tina had been married to an Indonesian man and had lived in a small and very poor village.
During the day the kids played in the pool and had a good time. Tina invited to have supper at her family in the village. Cousins, aunts, uncle and grandmother were all sitting on a rug on the floor, in a room. The food was served and tasted delicious, but we just aren’t used to sitting on the floor and it didn’t take long before the back og bum were sore!
Another thing that is very different here to home is that children drive around on scooters without helmets! And sometimes they are 4 on one scooter. Lukas and Sofia were invited for a short ride. We said ok because it should only be in the village, only a short trip and only with helmets. Yes, right. The young cousin took our kids and little Sofia on one scooter, drove through the entire town and didn’t fetch a helmet! Tina speaks Indonesian so the cousin got told off without us understanding a word...but this is Asia and the kids came back without any bruises or broken legs.
The day we left Lombok we didn,t have delicious food. At the airport the children wanted to eat at Kentucky Fried Chicken and the next day, Uwe and I had the runs! So now we call it "Ken fucking tried chicken" ...and got sick!
Anyway, we had a lovely time and is was difficult to leave.
Now plans are: 3 weeks Borneo with snorkeling and watching urang utangs in the jungle. Lukas wants the diving-certificat so he can swim with sharks and sea-snakes- he is crazy!
So maybe in the next letter you will have pictures of us and the urang utans and Lukas in the mouth of a shark!

Gensyn med Gili

20. april 2009

For 18 år siden var Wybke og jeg på Gili Trawangan, en lille tropeø med koralrev lige uden for stranden. Dengang skrev vi i vores dagblog: det sidste paradis på jorden.
Nu har vi været der igen. Ikke på gili Trawangan, men naboøen Gili Air. Trawangan kaldes nu af de indfødte for ”Gili Tralala”, fordi der er partytime og ”magic mushrooms” over det hele. Det ville vi ikke byde os selv og da slet ikke børnene. Gili Air er noget mindre og noget mindre overrendt. Heldigvis. Vi er lige kommet tilbage. Der var ikke noget internet, så det er først i dag, vi får mulighed for at opdatere vores blog. Sorry Mostø.
Vi tilbragte fem dage på Gili i en fin, men basal rishytte. Vi var naboer til nogle rigtig rare hollændere, Loes og Patrick. De havde blandt andet et undervandskamera, og derfor fik vi mulighed for at få taget nogle koral-billeder under vand. Og endnu bedre. På sidste dagen opdagede Lukas og Sofia en stor havskildpadde. Jeg havde i dagene forinden set og fulgt to af disse imponerende dyr. Nu blev det heldigvis børnenes tur. Det er simpelthen fantastisk at se disse på land så gumpetunge dyr svæve let og elegant gennem vandet. Det var simpelthen et højdepunkt på vores tur.
Loes og Patrick har også været på Borneo, og de kunne give os en masse gode tips og ideer. Der er lagt op til, at i hvert fald Wybke og især Lukas skal på dykkerkursus. Sofia og jeg ser lige tingene an.
Nu er vi tilbage i Sengiggi, hvor vi har tre dage inden vi sidst på ugen tager tilbage til Bali. På fredag venter flyet til Jarkata, og lørdag skulle vi efter planen lande på Borneo. Det ser vi meget frem til.

Så næste gang I hører og ser fra os bliver det fra Orang Utang’ernes land.

Mange varme hilsner fra Lombok, hvor regntiden endnu ikke er helt forbi

Lukas, Sofia, Wybke og Uwe


Liebe Freunde,

Es gibt es noch, das Paradies auf Erden. Vor 18 Jahren besuchten Wybke und ich die Gili Inseln nordwestlich von Lombok. Damals war die grösste Insel – Trawangan – das „In“-Zie l aller Rucksackreisende. Heute ist Trawangan eine lärmende Party-Insel, um die man am besten einen grossen Bogen macht. Wir haben die etwas kleinere Nachbarinsel – Gili Air – besucht. Fünf Tage Sand, Strand und schnorcheln in einem Koralriff, das direkt vor dem Sandstrand liegt. Gili Air ist für seine grossen Meerschildkröten berühmt. Und tatsächlich. Zuerst ich, und am letzten Tag auch Lukas und Sofia entdeckten dieses einzigartige Tier in seinem eigenem Element. Das Wasser ist nette 32 Grad warm, da kann man schon fast den ganzen Tag drin bleiben.
Auf Gili trafen wir ein nettes holländisches Paar, Loes & Patrick. Auch sie reisen durch Asien, und sie hatten u.a. eine Unterwasserkamera. Deshalb haben wir jetzt ganz tolle Fotos von den Kindern unter Wassersowie natürlich von der Schildkröte.
Nach fünf Tagen Strand und Sonnenschein sind wir jetzt wieder auf Lombok in Sengiggi. Am Donnerstag gehts zurück nach Bali, und von hier mit dem Flugzeug erst nach Jarkata und am Wochenende weiter nach Borneo. Patrick und Loes haben uns ein paar nützliche Tips gegeben. Jetzt hoffen Lukas und Wybke darauf, einen Tauchkurs zu machen. Sofia und ich schauen uns das erst mal aus dem Trockenem an.

Die beigefügten Fotos sind diesmal von Gili. Wir hoffen, sie gefallen euch.

Bis bald

Sofia, Lukas, Wybke und Uwe

Hi family and friends
This time a short notice to tell you about Gili Air. Gili means island. There hasn’t been any internet-connection until now where we are back in Sengigi again...so a bit late, we know!
A small boat brought us to the island and we were not the only ones. There was no room for our legs or feet as all the food needs to be transportet to Gili Air and baskets full of bananas, pinapples and everything from a greengrocer was stuffed on board. luckily the crossing only takes 20 minutes.
We had met a very nice couple from Holland so we decided to walk along the “main road” – a narrow strip of sand – and find a hut.
For 200.000 (20 dollars) we had a basic but large bamboo-hut with fresh water. Not all huts have freshwater. The hut was right at the water and we could snorkel around beautiful fish and coral. Patrick and Loes (the Dutch couple) had a under-watercamera and they took some brilliant photos and films of the kids!
Also they were so lucky to see a turtle-this is also on film! Jaques Custeau (have no idea how his name is spellt!) hasn´t made a better film! J
Four nights in paradise, just snorkeling, swimming, reading, playing games and spending time in good company... just great!
Now we’re back in Sengiggi on Lombok, rainy saison has officially “finish” as they say here but nobody seems to have told the rain...at around two the dark clouds sneak overhead and an hour later the water just pours out!
Going to Bali on Thursday, leaving for Borneo on Saturday – off to the Urang Utans!

See you soon – only 2 months to go...oh dear!

Love and thoughts

Komodo vi kommer

Lørdag den 11. april 2009

Kære alle,

Så er vi tilbage i civilisationens favn og formentlig en internetforbindelse. Det skal i hvert fald tjekkes i eftermiddag.
Siden sidst har vi været langt omkring. Faktisk er vi nu på vej hjem. Vi har været på en fire dages Komodovaran-cruise og ekspedition. Og hvorfor så det?
Indonesien er et kæmpe stort land. Verdens fjerdestørste befolkning (255 mio.), og faktisk verdens største ø-rige med 17.000 øer. På tre af disse – bl.a. Komodo og Rinka Island - er tiden gået i stå. For tre millioner år siden. Dengang døde dinosaurerne inkl. de kæmpe varaner, som vi i dag kender som Komodo-varaner. Det var et udpræget ønske af Lukas at se disse levende fossiler. Man har fundet deres 3 mio. år gamle skeletter i bl.a. Australien, men ingen har tilsyneladende forklaret varanerne på Komodo, at deres tid for længst er omme. Derfor lever de nu derude i bedste velgående. Hele verdensbestanden på 2400 eksemplarer er koncentreret her. Vi så i alt 19 ude i den fri natur. Knap en procent. Det er ikke så ringe endda.
Det er ikke så lige til at komme i nærheden at disse meget lidt sympatiske øgler. Der er næsten 500 kilometer til vands og til lands derud. Komodo ligger flere øer øst for Bali, hvis nogen lige skal finde det på kortet. Faktisk skal man sejle tre dage for at nå frem til øen. Vi var sammen med i alt 15 rejsende samt en bådsbesætning på vores 20 meter lange motorsejlbåd. Overnatningen forgik på papirtynde madrasser på dækket, og al maden – inklusive friskfanget tunfisk - blev tilberedt af bådsfolkene. Hele turen var en fantastisk oplevelse. Fire dage uden en stol kan faktisk være hårdt for ryggen. Undervejs ud til Komodo stoppede vi flere steder, hvor der var mulighed for at snorkle og slappe af. Indonesien har ry for at have verdens bedste snorkle- og dykkeområder. Så der var virkelig noget at se.
Komodovaranerne kan blive op til tre meter lange, og de angriber og spiser alt, hvad der rører sig – inklusive deres eget afkom. De er f. eks. ikke bange for de vilde vandbøfler, der også findes på øen. Varanerne bider dem simpelthen i testikler eller lårbenet. Der går omgående betændelse i såret, og to dage senere er bøflen død og klar til at bliver fortæret.

Vi besøgte to af de tre varan-øer, og vi har vel taget 100 billeder af disse grimme, men på en måde fascinerende dyr. Efter fire dage på havet gik vi i havn på øen Flores, hvorfra vores ”hjemtur” i båd og bus til Sengiggi på Lombok begyndte fredag morgen kl.7.15. Lørdag kl.9.45 nåede vi frem. Lidt klatøjet, men mange oplevelser og saltvandsfedtet hår rigere.Vi var de eneste ”hvide” på busserne og færgerne, men vi mødte udelukkende flinke mennesker. Mange vil gerne i kontakt med os. Where do you come from? What’s your name? Do you like Indonesia? – er blot nogle af de mange spørgsmål, som vi hele tiden bliver konfronteret med. Og vores store børn bliver alle steder mødt med smil. Nogle kan ikke dy sig og skal lige røre dem i ansigtet eller på armene. Heldigvis tager begge det med et smil.
Lukas debuterede i øvrigt på en noget utraditionel måde på et af de flade asiatiske mandi-toiletter. Det er jo den slags toiletter, hvor man placerer fødderne i de dertil formstøbte områder. Så sætter man sig ellers på hug og får ordnet det, der skal ordnes. Men vi må erkende, at vi ikke er de perfekte forældre. Vi havde slet ikke tænkt over, at Lukas aldrig havde ”siddet” på et mandi-toilet. Da han kom spurgte han, hvordan man mon bedst kunne gøre. Han havde nemlig taget alt tøjet af og ”sat” sig ned i den flade kumme. Det havde været lidt bøvlet både at komme helt der ned, og især komme af med det, man nu skulle.
Vi sendte Lukas i bad i 10 minutter i dag for at være helt sikker på, at han nu atter er klinisk ren.

Lige nu slanger familien sig ved pølen i vores lille luksusressort. Der er jo påskeferie, og i aften skal vi så se, om vi kan finde noget chokolade og andet at hygge os med. I morgen satser Lukas på at surfe med en instruktør.

Det er svært at skrive andet, end at vi fortsat nyder turen, og selv om der er mere end to måneder igen, så ved vi af erfaring, at anden halvdel af en rejse typisk går noget hurtigere end første del. Det er faktisk ikke nogen behagelig tanke.

Men vi har stadig meget at se frem til. Også gensyn med alle jer.

Bedste hilsner

Wybke, Lukas, Sofia and Uwe



Liebe Freunde,

Die deutsche Version wird diesmal etwas kurz. Der Pool ruft lautstark nach mir. Nach fünf Tagen fernab von derr Zivilisation sind wir jetzt wieder auf Lombok og Sengiggi. Hinter uns liegt ein wahrer Abenteuer-Ausflug zur Komodo Insel, wo die Komorane zu Hause sind. Auf drei kleinen indonesischen Inseln lebt der gesamte Weltbestand dieser eigentlich vor drei millionen Jahren ausgestorbenen Rieseneidecksen. Es war der grösste Wunsch von Lukas diese lebende Fossile in freier Wildbahn zu sehen. Und was tut man nicht alles für seine lieben Kleinen? Drei Tage dauerte die Schiffsreise auf einem kleinem Motorsegler zusammen mit 15 anderen Rucksackreisende. Wir haben keine Sekunde bereut. Nicht nur sahen wir ganze 19 Komorane. Auch wilde Wasserbüffel und Wildschweine kreuzten unsere Wanderwege, und unsere kleine Bootsgemeinschaft war wirklich eine sehr angenehme Gesellschaft. 5 Bootsmänner sorgten für unser leibliches wohl. Geschlafen wurde auf dem Oberdeck auf sehr dünnen Matrazen, und die tägliche Dusche etc. ging direkt im Ozean vor sich. Über die Komorane könnte man viel schreiben und wir haben wohl über 100 Fotos geschossen. Besonders sympatisch sind die Biester nicht. Sie werden bis zu drei Meter lang und verspeisen alles, was ihnen über den weg läuft – inklusive den eigenen Nachwuchs.
Nach vier Tagen auf See endete unsere Expedition fredag morgen auf der Insel Flores, von woaus wir den „Heimweg“ per Fähren und Busse Richtung Lombok antraten. 27 Stunden dauerte die Reise, und wie immer waren Wybke und ich stolz und beeindruckt, wie unsere Kinder mit solch anstrengende Situationen umgehen.
Die ganze Familie räkelt sich jetzt gerade am Pool. Wir werden noch ein paar Tage auf Lombok bleiben, bevor wir zu den Gilli Inseln weiterreisen.
Komodo war übrigens der südöstlichste Punkt unsere Reise. Ab jetzt befinden wir uns quasi auf dem Heimweg. Ein wenig beängstigend...

Beste Grüsse an alle (vor allem an die armen Bayern Fans)

Wybke, Lukas, Sofia and Uwe



Hi family and friends

Back from 4 days Komodo boat-trip! In Denmark Lukas had already declared that the wanted to go to Komodo Island and see the Komodo dragon. We had agreed but also knew it would be a long way there. But as usual the trips are made ready for tourists and we only had to choose which compay we wanted – and how mutch we wanted to pay. It wasn’t a difficult: one company wanted 2000 dollars per person! And other companies were a bit cheaper. We chose the cheapest - 7.6 million Rp for 4 days and four nights – 640 US dollars for all of us.
We started with a very small minibus that quickly got filled with other Komodo-tourists but the little bus also had to get loaded with all our food. So we stopped every kilometer and bought fruit, water, toilet-paper and live chicken. These were in a bag, heads sticking out and tied to the front of the bus!
After 6 hours we arrived at our boat. We had to sleep on paper-thin matresses on deck. We were 14 people all different ages and nationalities. Everybody was very nice-especially a couple from Luton.

It’s a long tripo out to the dragons but we stopped several places for snorkeling. Indonesia has crystal clear water and so we saw beautiful fish and corals.
It was a bit tough sitting on the hard deck day after day. There weren’t any chairs or tables. We all sat around the food on the floor at breakfast, lunch and dinner and ate while thinking which hip hurt most! The food and the crew was fantastic-they caught a small tuna which we had for lunch one day.

Finally we arrived at Komodo Island. It is difficult to describe these strange, lazy-looking animals. They are extreemely dangerous – fast and have a terrible “bite”. Only two weeks ago a man was killed by one of them.
The ranger have sticks ready to thump them if we come too close. Off course we kept a distance but we had this Russian guy on board. He went so close that the rangers told him off and held their long stick ready to keep the dragons from attacking him. He was told off again but right from the start of our tour when the rangers had gone through the rules in the park he had proclaimed: “i not understand you” (read with thick russian accent!) and put his earphones back in to his Russian ears!
We all thought he was an idiot-Lukas thought he was a hero! “He makes the dragons move and I get good pictures!”

We had a fantastic trip and it was worth the long journey-especially going all the way back the next morning...8 hours on a rusty, ugly and dirty ferry, then 2 hours in a bus going with a 110 km/h around sharp bends, then 2 hours break in a town where they presumably never had seen “white” people, then 11 hours in a larger bus, two hours ferry this morning, then 1 and a half hour by bus again and in the end 1 hour by taxi! Now we are back at our hotel, had a shower ( we haven’t had one in four days) and are now in the pool-relaxing!

Take care
With thoughts and hugs
Wybke, Lukas, Sofia and Uwe